Ålsgårde festede på broen
Op mod 600 mennesker deltog i årets Brofest i Ålsgårde i weekenden
Der er absolut ingen grund til at have mindreværdskomplekser, bare fordi man hører til blandt de mindre havne.
En havn - uanset størrelse - og en bro er altid en god anledning til at holde en fest, og for 12. år i træk kunne borgerne i Ålsgårde i weekenden hygge sig på og ved Langebro ved den årlige Brofest.
Det er Ålsgårde Brolaug, der står bag brofesten, og overskuddet fra festen går til at vedligeholde og udvikle området ved Langebro.
Ole Elleskov, der er formand for brolauget, vurderer, at op mod 600 mennesker deltog i weekendens festligheder, hvor blandt andre Helsingør-bandet Humlebierne og Hammermøllens Syngepiger sørgede for underholdningen.
Traditionen tro stod der søndag formiddag sild på bordet, da brolauget inviterede alle på gratis sildebord, og som noget nyt afholdt Brofesten søndag eftermiddag en stor auktion, hvor de cirka 100 fremmødte bød ivrigt på de sponserede auktionseffekter.
Drømmer om Johnny Reimar
Ole Elleskov har ingen planer om, at Brofesten skal blive større, end den er, men alligevel kan man jo godt have store planer og ønsker for fremtiden.
"Jeg tør næsten love, at vi får besøg af Johnny Reimar og Georg Poulsen til fællessang til næste år. Vi har næsten en aftale på plads med dem," afslører formanden, der altså allerede nu er gået i gang med forberedelserne til næste års Brofest i Ålsgårde.