Stor åbning af Hvidovre C
Hvidovre Stationscenter skifter navn og har fået flotte nye rammer, men centret holder fast i de gode traditioner
Ombygningesprocessen startede i maj 2008 og planen var, at det skulle tage mellem 12-18 måneder. Den plan holdt og centret er i etaper blevet ombygget, så forretningerne ikke har måttet lukke og så kunderne ikke har måttet gå forgæves. - Det er selvfølgelig tough mens det står på, men vi har været gode til at finde nogle gode løsninger på problemerne. Den helt store udfordring har jo været at sikre, at butikkerne har kunnet holde åbent, mens vi byggede om, siger centermanager chef Tina Vestergaard. Selve centret er efter ombygningen fortsat inddelt i tre områder. Store Torv som det centrale område, Gaden, der går fra Store Torv og ud mod Hvidovrevej og Madtorvet på den anden side, der går fra Store Torv ud til p-pladsen. Alle tre områder er blevet løftet i overført forstand ved at det nye glastag har løftet rummet og skabt mere luft og lys. Og netop glastaget er den direkte årsag til, at indemiljøet i det uopvarmede center nu er blevet væsentligt forbedret. - Vi er gået fra almindelig drivhusglas i taget til energirigtig glas, der sikrer fornuftige temperaturer i centret. Vi har tænkt meget på indemiljøet og belysningen, fordi det førhen var et kæmpe problem, siger centermanager Tina Vestergaard. Således åbnes tagvinduerne automatisk, hvis temperaturen i centret bliver for høj. Samtidig sikrer vinduerne en naturlig luftcirkulation i centret. Indgangen ved den store p-plads, der fører ind til det, der hedder Madtorvet, er blevet gjort bredere. Desuden er søjlerne i den ene side af Madtorvet blevet rykket ind langs muren, så forretningerne på den side ligger mindre indeklemt. Særlig den del af ombygningen har været udfordrende for kunder og de forretningsdrivende. - Der skulle vi virkelig finde på kreative løsninger, for at undgå at nogle af forretninger måtte lukke eller kunderne måtte gå forgæves. Heldigvis er det gået over al forventning, siger Tina Vestergaard. 80 mio. kr. Ombygningen af centret har kostet i alt ca. 80 mio. kr., derudover er der også er brugt en betragtelig sum på markedsføring og den altafgørende kommunikation med centrets kunder. - Det har været meget vigtigt for os, at kunderne har været godt informeret, så de kunne finde rundt i centret og følge med i ombygningen, siger Tina Vestergaard. Ifølge centerkonsulent Leif Less har kunderne imidlertid taget rigtig godt imod forandringerne. - Vi har holdt vores kunder godt informeret, og så har vi sørget for at tage byggehegnene ned lige så snart det var muligt, siger han. I det hele taget er både centermanager og centerkonsulenten utrolig positive over, hvor godt ombygningen er gået. - Selv om der hele tiden er udfordringer i sådan et byggeri, så har vi faktisk holdt planen. Man skal jo tænke på, at det er en eksisterende bygning vi har bygget om, og så dukker der ofte overraskelser op, siger Tina Vestergaard. Undervejs er et par af håndværkerne i projektet gået konkurs, men nye er kommet til og har færdiggjort arbejdet. Gaden og solceller Området fra Store Torv ud mod Hvidovrevej er den del af centret der har været færdig længst. Den lille sideindgang man hidtil har kunnet benytte fra centrets lille p-plads er blevet sløjfet. I stedet er den store hovedindgang blevet vendt, så adgangen fra p-pladsen er ganske kort. Ved hovedindgangen er det endvidere planen, at der skal være en lille café, hvor centrets gæster kan få sig en kop kaffe eller en sund smoothie, mens de tager et hvil. - Caféen skal henvende sig til dem, der gerne vil have en kop kaffe eller et let måltid og derved være et supplement til den café vi allerede har på Store Torv, siger Tina Vestergaard. Ved siden af hovedindgangen hænger der desuden et digitalt display, der viser, hvor meget centrets 113 m2 store solcelleanlæg generer. - Et af vores mål har også været at nedsætte vores energiforbrug, og så synes vi, at det her blandt andet er en god måde at gøre det på. Det viser, at man kan gøre en forskel, siger centerchefen. Generelt er miljøomtanke et stort fokusområde, der har præget tankegangen bag ombygningen af Hvidovre C. Hvidovre C Og hvorfor er det så, at centret skifter navn? - Navnet passer til det vi er. Convenience, city og center. Vi har et bredt udbud, der kan dække vores kunders behov. Udbuddet håber vi i øvrigt bliver udvidet med f.eks. lægeklinikker og lignende på 1. salen. Så kan vi dække alle vores kunders behov. I takt med at der sker udskiftning i centrets forretninger er det også mit mål, at der kommer nye forretninger til, der dækker de behov, som f.eks. børnefamilier i området har, siger Tina Vestergaard. Gamle traditioner i nye rammer Uanset om centrets rammer har fået et gevaldigt lift og navnet er nyt, så garanterer centerkonsulent Leif Less igennem snart 30 år, at centrets mange gode traditioner fortsat vil være en del af tilbudene i Hvidovre C. Inden centret er helt tilbage i et normalt mønster fejres ombygningen imidlertid med en tre dages Grand Opening, hvor der vil være underholdning for alle aldersgrupper og kunder. - Det er nok kendetegnende for det vi er. Nu er der bare plads til at være her igen, siger Tina Vestergaard. Gæster til den store åbning vil således kunne opleve både konkurrencer, dejlig brunch, festlig underholdning og bogsignering. Blandt andet optræder Alien Beat Club, der er kendt fra X-factor, Nicolai fra MGP og Sven-Ole Thorsen signerer sin nye bog. Torsdag vil borgmester Milton Graff Pedersen desuden indlede festlighederne, når han klipper båndet til det nye Hvidovre C.