Herre-god på kopi-bas

Hvem er inde i U2? Die Herren vil være et nærliggende svar for de mange tusinde mennesker, som efterhånden har hørt de fire danske gutter give den gas på et større eller mindre spillested rundt om i det ganske land.
Som de gør det på Gimle fredag aften. Som de gør det 80-90 gange om året, professionelle musikere som de er. Med netop U2s mange store hits som eksempelvis Sunday Bloody Sunday og One for nu at nævne de to måske mest populære pletskud fra det originale irske rock-band.

Det herrens år

Det hele begyndte i det herrens år 1988 i København, da Claes Topp og Esben Nielsen (kaldet Haeggen i Die Herren-sammenhæng) forlod bandet Monsun, der ikke rigtig rykkede, når det kom til stykket.
– Vi spillede altid U2-numre i pauserne, og pauser var der mange af. Så da Haeggen og jeg var trådt ud og spillede videre for os selv, kunne vi lige så godt fortsætte med U2. Vi elskede musikken og kunne i øvrigt ikke spille ret meget andet, fortæller den nu i Roskilde bosatte bassist.
Rigtig meget nerve kom der i foretagenet, da sangeren Morten Marcher (med kunstnernavnet Mono) kom til. Sjovt nok kendte han fra start slet ikke U2, men havde på fornemmelsen, at han kunne synge. Og rockstjerne ville han i hvertfald gerne være, selvom han mest var til Abba.

Transvistitter

Navnet Die Herren opstod, da de fire unge kopister i 1991 skulle spille deres første job. Det foregik i en københavnsk kælder, hvor der var udklædningsfest. Claes og kompagni gav den som transvistitter.
– Vi ville vist nok gerne minde publikum om, at vi rent faktisk var fyre. Den tyske drejning skyldes, at vi altid skal være lidt modsat, husker den nu 40-årige Claes Topp.
Han husker, at gnisten for alvor var der den aften. Den skulle komme til at tænde en større succes, og den er der den dag i dag. Op igennem 1990'erne tog succesen for alvor fart, og bandets medlemmer sagdes deres respktive civile jobs op. Claes Topp arbejdede i Tele Danmark, og det var ikke til at få så meget fri, som nødvendigt var, når koncertbussen skulle til Fyn og Jylland.
- Jeg havde endnu ikke stiftet familie og var alene. Så jeg tænkte, at det ville være for åndsvagt ikke at tage chancen. Vi var enige om, at vi alle fire skulle lægge lige meget i det.

Opfattes som band

Sidst i 190'erne stod kopi-orkestrene i kø for at komme til på spillestederne. De såkaldte jam-bands efterlignede alle de store artister og havde succes. Men musik-moden døde ud, uden at berøre Die Herrens cementerede succes som live-band.
Måske fordi U2 blev ved med at udgive ny god musik. Måske fordi Die Herren som sagt lyder som, de er inde i U2 og iøvrigt har så god kemi, at de fire familiefædre ikopibandet bliver ved med at holde sammen og finpudse på de perfektionerede numre.
Måske en kombination.
– Sjovt nok er der mange, der ikke opfatter os som et kopiband. De glemmer nærmest det faktum og siger til os, at vi er et rigtigt band, griner bassisten, og lægger ikke skjul på, at han og medspillerne selv-ironisk kalder sig et plagiat-band.
Hvor længe Die Herren bliver ved at rejse land og rige og Roskilde rundt for at begejstre publikum med efterligninger, ved hverken Claes Topp eller kollegerne.
- Jeg ved ikke en gang, om det kommer an på U2 og deres eksistens. Bandet er jo ved at være helt der oppe ved The Beatles og Rolling Stones. Musikken vil være populær i lang lang tid, selvom U2 skulle gå i opløsning til næste år.

Bedste sangskrivere

- De lange køreture til jobs i Jylland er det eneste, jeg nogle gange kan være lidt træt af.
- Så snart vi står på scenen, så er lysten fuldstændig, som den skal være. Gnisten er der, og Mono er altid veloplagt og brænder igennem til publikum. Han kan såmænd nok slet ikke undvære det, siger bassisten med et smil på læben.
Lige for tiden er spillelysten på et absolut højdepunkt. U2s seneste album er stadig så friskt, at det er en udfordring at få helt fat i numrene.
Metoden er at lytte og lure af og så øve, til den sidder i skabet. Den måde kopi-bandet altid har arbejdet på og opnået de Herr'lige resultater.