En guide til ægte tæpper
TÆPPER: Ægte tæpper kan pynte i langt de fleste hjem, men det er også ofte en investering, så det gælder om at orientere sig ordentligt, før man erhverver sig et.
Derfor kommer tæppeekspert H.C. Lund fra Tæppegalleriet i Karlslunde her med nogle gode råd til, hvordan du skal gebærde dig, når du skla købe et tæppe, og hvordan det skal vedligeholdelse.
Gode råd før køb af ægte tæpper
Køb aldrig et ægte tæppe ved direkte dørsalg. Sørg for at få mindst to års ombytningsgaranti.
Ægte tæpper er kunsthåndværk. Derfor gælder den normale to års garanti som på TV. og hårde hvidevarer ikke.
Undersøg hvilke farver der er brugt til indfarvning af ulden. Undersøg uld kvaliteten, for eksempel hvilket land ulden er fra.
Pas på de tæpper der er kemikalie vaskede.
Ulden bliver ødelagt. Undersøg kanterne på tæppet. Kanterne må ikke være påsyede. Køb aldrig et tæppe før De har set tæppet hjemme.
Gode råd om behandling af ægte tæpper og fjernelse af pletter
Brug aldrig kemiske rensemidler eller sulfovand, uldens naturlige lanolin bliver ødelagt.
Derimod skal man bruge gammeldags sæbevand, der hældes på pletten, og efter cirka en halv time hældes kartoffelmel på, hvorefter tæppet støvsuges. Behandlingen gentages, hvis det er nødvendigt.
Hvis tæppet er snavset på grund af olie rester, bruges renset benzin i stedet for sæbevand.
Overskudsfarve, der er smittet af på gulv eller på væg til væg tæppe, kan i nogle tilfælde fjernes ved at man bruger eddikevand og kartoffelmel til at suge vand og eventuelle farver op.
Pas på ikke at gnide på tæppet, således at farverne tværes ud. Kaffepletter kan kun fjernes inden pletten bliver tør. Kaffe indeholder et farvestof, der ikke kan fjernes når misfarvningen er sket.
Støvsugning af ægte tæpper
Alle kvalitets tæpper kan tåle støvsugning. Der er dog nogen enkelte regler man bør huske.
Støvsug altid med luven, brug aldrig roterende børster, brug aldrig for kraftig styrke, brug frem for alt ikke støvsugeren som en gulvskrubbe, ved at køre frem og tilbage mange gange.
Uld består af fibre, og ved voldsom støvsugning slides fibrene, så ulden forsvinder ned i støvsugeren.
Vask af ægte tæpper
Den bedste måde man selv kan vaske sit tæppe på, er ved at lægge tæppet ud i nyfalden sne med luven nedad.
Tæppet skal ligge cirka en halv time ude i sneen, således at varmen i tæppet smelter sneen. Tæppet får et vandbad uden at blive vådt. Alle kvalitets tæpper kan tåle denne behandling.
Tæpper med skud og kæde tråde af uld, kan have problemer med buler bagefter, da uld trækker sig sammen når det tørrer.
Dårlige kvaliteter med ringe indfarvning kan smitte af efter sne vask.