Braunstein - mikrobryggeri med meget mere
Bryghuset Braunstein i Køge har gennemgået en kæmpe udvikling de seneste år og har i Næsgaarden blandt andet en bornholmsk forbindelse.
BRYGHUS : Det begyndte som et mikrobryggeri tilbage i 2005, men siden er det gået stærkt for Bryghuset Braunstein på Køge Havn, der blandt andet er blevet udvidet med et destilleri og netop har skrevet dansk whiskyhistorie, da man sendte sin Edition No. 1 på gaden i marts.
Historien om mikrobryggeriets første knap fem år er farverig, og den tager sit udspring i noget så fundamentalt som passion. Brødrene Michael og Claus Braunstein Poulsen, hvis tyske slægtsnavn har lagt navn til mikrobryggeriet, er både idérige og altid klar til at eksperimentere med nye tiltag, hvilket er baggrunden for, at man i dag ud over øl blandt andet også kan finde cider, akvavit, vodka, gin og ikke mindst whisky, med Braunsteins logo på.
Troen på egne smagsløg fejler tilsyneladende ikke noget på Braunstein, hvor Michael Braunstein Poulsen ofte forklarer, at man i produktionen først og fremmest går efter, hvad man selv godt kan lide. Det gælder blandt andet i whiskyproduktionen, og noget tyder på, at man i givet fald har ganske god smag.
I hvert fald får Edition No. 1 rigtig pæne ord med på vejen fra en af verdens førende whiskyeksperter, Charles McLean, som mener, at den danske whisky har potentiale til at blive en af verdens bedste, selv om den altså endnu kun har tre år på bagen. Edition No. 1 blev i øvrigt solgt for 3000 kroner pr. flaske, og den var udsolgt længe inden frigivelsen... Braunstein er dog på vej med mere whisky. Hele fem forskellige af slagsen er på affyringsrampen alene i år, og prisen bliver noget lavere end for den første.
Samarbejde med prinsen
Den farverige historie om Braunstein omfatter også et samarbejde med Prins Joachim om fremstilling af egesnaps, åbning af en whiskyambassade og ikke mindst et stort antal rundvisninger året rundt, som vidner om, at rigtig mange gæster det lille bryghus hvert år. I løbet af få år er mikrobryggeriet og -destilleriet således blevet en af Køges største turistattraktioner.
Braunstein har i øvrigt også en klar bornholmsk forbindelse gennem produktserien Næsgaarden. Som man forklarer på hjemmesiden, så banker en del af familien Braunsteins hjerte for Bornholm, og i 2006 besluttede Claus Braunstein Poulsen, at familien skulle have en fast tilknytning til øen, da han købte den hyggelige og historiske Næsgaarden. Her driver familien sommerpensionat, og det kom altså til at give inspirationen til en stribe økologiske øl.