Ny trænerkapacitet til Roskilde Håndbold
På et pressemøde onsdag aften blev Kim Rasmussen fra Lyngby HK præsenteret som ny cheftræner for Roskilde Håndbolds bedste kvindehold.
Ifølge Roskilde Håndbolds sportschef Carl Lærke er det med vemod, at klubben nu vinker farvel til cheftræner John Lorentzen. For under hans kyndige ledelse er Roskilde Håndbolds talentfulde 1. divisionshold kvindehold i indeværende sæson vokset gevaldigt. Men problemer med ryggen og et fuldtidsjob ved siden af håndbolden, har nu fået John Lorentzen til at stoppe. For som han selv siger. – Skulle vi rykke op i ligaen, skal træningsindsatsen og hele arbejdet omkring holdet jo yderligere intensiveres, og det holder hverken jeg eller min ryg til.
Til gengæld kunne Carl Lærke med stolthed i stemmen præsentere en anden og lidt yngre trænerkapacitet, nemlig Kim Rasmussen, der til dato mest har lagt sin håndboldtaktik i Lyngby HK. Herefter overlod Lærke ordet til aftenens hovedperson, der allerførst anerkendte den afgående træner for hans store indsats der bliver svær at overgå.
Efterfølgende sagde Kim Rasmussen bl.a. – Men jeg glæder mig alligevel vildt til at træne Roskilde Håndbolds kvinder. Og det er uanset, om vi rykker op i ligaen nu eller ej. For i mine øjne er spillertruppen utrolig talentfuld og potentialet er stort. Samtidig er Roskilde Håndbold også rigtig stærke på ungdomssiden, og derfor er klubben nok den mest spændende på Sjælland netop nu. Derfor tror jeg også på, at vi kan tiltrække flere unge og talentfulde spillere, der gerne vil blive på denne side af Storebælt og alligevel spille noget god håndbold. For mig at se er det i øvrigt en klar fordel, at holdet allerede er fint sammenspillet, men derfor kan man jo altid arbejde yderligere med at få struktur over spillet. Under alle omstændigheder vil jeg også gøre hvad jeg kan, for at skabe et interessant og intensivt træningsmiljø. Hvor alle giver sig fuldt ud, når vi træner, sluttede Kim Rasmussen.
Om Kim Rasmussen bliver divisionstræner eller ligatræner afgøres via kampene i de kommende uger. Roskilde Håndbolds sportschef Carl Lærke har allerede haft positive snakker med spillerne, så han regner med at den succesfulde trup forbliver intakt. Dog minus Mette Gravholt, hvis betydning for holdet han bestemt ikke underkender. – Jeg er dog samtidig overbevist om, at andre spillere nu vil udfylde tomrummet efter Gravholt. – Man ser jo gang på gang spillere, der har stået lidt i skyggen men pludselig formår at vokse med opgaven. Så vi finder såmænd nok en fornuftig erstatning også her. Under alle omstændigheder vil en oprykning til ligaen være en kæmpemæssig udfordring for alle på og omkring holdet. Også selvom vi da nok i begyndelsen vil rende ind i mange øretæver, sluttede Carl Lærke.