Fortsæt til indhold

Lystrup Cykelmotion cykler ikke for stærkt

Arkiv
Af Andreas Bo Jensen

”Nogle siger, at rygtet i Lystrup er, at vi cykler stærkt, underforstået for stærkt for de fleste. Det er et rygte, vi meget gerne vil lave om på,” forklarer Thomas Bækbo fra Lystrup Cykelmotion. I de seneste 15 år har de rød-sorte cyklister eksisteret ganske uafhængigt, kun bundet sammen af en hjemmeside og en lille arbejdsgruppe. 11. april klokekn 10 er der 'prolog' til årets sæsonstart, og her vil klubben gerne invitere alle interesserede indenfor. Tempoet vil være moderat, og eneste krav er, at deltagende er minimum 16 år – og så skal man selvfølgelig huske hjelmen.

Kendt i bybilledet

I de lune sommermåneder træner klubben tre gange ugentligt, men som opstart i vinteren cykles der kun om søndagen. Mødestedet er altid ved parkeringspladsen foran Lystrup Idrætscenter, og her er de ensklædte motionister blevet et kendt element i bybilledet. Og de 25-30 ryttere kommer fra hele oplandet i det nordlige Århus.
”Vi har en fornemmelse af, at der i Lystrup og omegn findes mange flere motionscykelryttere, som mest træner alene og som måske savner et fællesskab omkring cyklingen,” siger Thomas Bækbo, og opfordrer til, at man opsøger klubben.

Mere end en klub

Udover de faste aktiviteter som eksempelvis sæsonstart, sæsonafslutning og en obligatorisk julefrokost, har klubben gennem årene haft længere ture til for eksempel Skagen og Harzen, mens Lystrup Cykelmotion også har været repræsenteret i lokale motionsløb i Århus-området og det øvrige Jylland. Om vinteren har benene heller ikke stået stille, da der har været spinning på programmet.
Klubben understreger, at holdet har stor fleksibilitet, og at nye cyklister såvel som hold vil få hjælp med opstarten.
”Vi ser gerne, at der for eksempel melder sig folk i tredje alder eller nogle kvinder, der gerne vil danne deres eget hold, og forsøge at få nogle flere med ud via klubben,” fortæller Thomas Bækbo. Om søndagen kører Lystrup Cykelmotion mellem 80 og 100 kilometer, mens det om tirsdagen og torsdagen klares med 45 til 65 kilometer.