Heavy-stjerne er flyttet til Hvidovre
Volbeat-forsangeren Michael Poulsen har købt parcelhus i Hvidovre
Havetraktor og en ny hobby som haveentusiast er måske ikke lige det man umiddelbart tror, at den karakteristiske Volbeat-forsanger Michael Poulsen bruger sin fritid på.
Men det er ikke desto mindre, hvad Michael Poulsen kan lide at lave efter han er flyttet i parcelhus i Hvidovre.
- Og jeg har fundet ud af, at jeg elsker at ordne have. Det er så afstressende at bygge et fuglehus, sætte et hegn op eller at rive blade sammen. Og nu skal jeg købe en havetraktor... , siger den tatoverede heavyrocker til Ekstra Bladet.
Volbeats internationale succes taget i betragtning kommer formentlig til at begrænse Michael Poulsens hjemlige aktiviteter, idet han og det øvrige band fra starten af oktober drager på Europa-turne frem til december.
Volbeat har netop udgivet det meget anmelderroste album "Beyond Hell/Above heaven". Bandet har desuden haft stor succes i USA.