Lægecenter fortsætter med kommunens hjælp
Ishøj Lægecenter har fået opsagt sit lejemål af det private firma Medpro. Ishøj Kommune sørger nu for, at lægen kan blive i Ishøj Læge- og Sundhedscenter
Siden fredag i sidste uge har lægen i Ishøj Læge- og Sundhedscenter ikke kunnet være i de lokaler, som han lejer af Medpro, da firmaet meget pludseligt valgte at opsige samarbejdet. Medpro var i gang med forhandlinger om lejemålet med lægen, da firmaet for en uge siden af endnu ukendte årsager valgte at fjerne alle møbler og IT-udstyr.
Det oplyser Ishøj Kommune i en pressemeddelelse.
Det er Ishøj Kommune, der har lejet lokalerne ud til Medpro, så derfor kan lægen fortsat være i Læge- og Sundhedscentret. Han har midlertidigt fået lov at låne lokaler i sundhedsdelen af centret.
”Vi vil som udlejer af lokalerne snarest muligt lave en lejekontakt med lægen, så han kan flytte tilbage til de lokaler, han kom fra,” siger kommunaldirektør i Ishøj Kommune, Anders Hvid Jensen.
Han kan også fortælle, at der er planer om at få en læge mere, da klinikken siden åbningen i 2009 har været så populær, at omkring 3000 borgere har valgt at skifte til lægecentret.
Lægen fået et nyt midlertidigt nummer. Han kan kontaktes på tlf. 53 37 69 79.