1. maj i konfliktens skygge
Arkiv
KAMPDAG Med parolen "Alle skal med" markeres 1. maj traditionen tro både i Gubben og Skjoldborgparken - denne gang i en tid med langvarige OK18-forhandlinger og konfliktvarsler.
Morgenmødet er som altid i Gubben, Nørregade 11B i Hundested, hvor folketingsmedlem Trine Torp (SF) holder tale kl. 7.30, og senere på dagen luftes de røde faner i Skjoldborgparken, Frederiksværk.
Eftermiddagens program i parken starter med velkomst af Jesper Olsen kl. 14, inden borgmester Steffen Jensen synger for til fællessang og holder tale.
Musikskolelever står for de musikalske indslag i løbet af eftermiddagen, som også byder på tale af gymnasiets elevrådsformand, Jonas Thomsen, og desuden af FOA-formand Irene Buus, inden programmet rundes af ved 16.30-tiden.