SønderjyskE sendte Esbjerg på sommerferie
Med en solid 5-0 afklapsning kvalificerede SønderjyskE sig til endnu en semifinaleserie
Den jævnbyrdighed, der prægede kvartfinaleserien med Esbjerg og SønderjyskE de første fire runder, har der ikke været så meget af i de seneste par kampe. Det hårde program i playoffs har tæret på de vestjyske kræfter, og det kom til at koste i sidste ende.
Esbjerg kan dog drage på sommerferie med æren i behold. Efter en skidt start på sæsonen, er holdet vokset gevaldigt efter jul, og Olaf Ellers tropper gav god modstand i kvartfinalen mod lokalrivalerne fra SønderjyskE.
I torsdagens match i Granly Ishockey Arena var der ikke meget at gøre for hjemmeholdet. Gæsterne kom klart bedst fra start, og snart var EfB bagud med både to og tre mål. I kampens slutfase gav det frustrationerne frit løb, og med lange straffe og badebilletter til de bedste navne, kunne Olaf Eller slet ikke spille med sin førstekæde på isen. Så det var en logisk konsekvens, at SønderjyskE istedet kunne udbygge føringen.
Tre hold er klar
SønderjyskE er klar til semifinaleserien, der indledes med første kamp på tirsdag. Hvem modstanderen bliver er endnu uvist.
Frederikshavn Whitehawks har forlængst gjort sig semifinaleklar og Rødovre Mighty Bulls sendte sensationelt Blue Fox Herning på sommerferie i går. Om det fjerde hold bliver Aalborg Pirates eller Odense Bulldogs ved vi i morgen, lørdag, når de har spillet syvende kamp i Gigantium i Aalborg.
Mange eksperter forventer, at Frederikshavn, der er 'førstevælger', vil tage Rødovre, selv om københavnerne har overrasket positivt i playoffs. Det betyder at SønderjyskE står overfor vinderen af Aalborg/Odense opgøret. Og hvis det passer, så vil de lyseblå have hjemmebanefordelen i serien hvis det er Odense, der vinder. Men er det Aalborg, der trækker sig sejrrigt ud, vil hjemmebanefordelen ende i det nordjyske. Denne kabale lægges lørdag aften.