Et frimodigt terapiforløb

Der er styr på livet nu, selvom det har budt på det ene svigt efter det andet, for alt er ikke, som det ser ud til at være – ifølge Ole Urban – og derfor skal man være på vagt, hvis man selv er sårbar.
”De tre grundpiller - kærlighed, accept og tilgivelse - skal som udgangspunkt være til stede. Det skal være fundamentet i dit liv, ellers styrter det hele”, siger han.
Og det var dét, der skete for ham, mener han.
Ole Urban er vokset op med en far, der allerede som 17-årig blev sendt til fronten af den tyske hær under Anden Verdenskrig.
Hans far blev født i 1927 i Flensborg af dansksindede forældre, og blev i en meget ung alder indkaldt til tysk militærtjeneste. Kompagniet, som han tilhørte, kæmpede på østfronten vinteren 1944. Hans far deserterede, blev stillet for en tysk krigsret som dømte ham til døden. Han blev benådet, men taget til fange af de fremstormende russiske tropper, som deporterede ham og tusinder af andre uskyldige til Sibiriens straffe- og arbejdslejre.
Kombinationen af en kærlighedsfattig og forarmet opvækst sammen med de oplevede uhyrligheder under Anden Verdenskrig, udløste for hans fars vedkommende posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).
”Der har i medierne været fokus på PTSD og følgerne for de ramte. Oftest bliver lidelsen tillagt soldater på fronten, krigsveteraner og mennesker udsat for voldsomme ulykker. Imidlertid er der i kølvandet på denne reelle problematik en langt større gruppe af sekundært PTSD-ramte, som oftest negligeres, eller ikke bliver taget alvorligt. Det drejer sig primært om familien til den PTSD-ramte. Hustru, børn, børnebørn og længere ud i periferien. Almindeligvis aner mennesker, som lider af sekundært posttraumatisk stressbelastning ikke, at de er bærer af denne lidelse. Men omgangskredsen fornemmer problemstillingen. Dét har jeg skrevet en bog om”, fortæller Ole.

Traumer smitter

Ole ledte konstant efter forståelse og kærlighed i sit liv. Efter at være flygtet fra lokalsamfundet på Mors, slog han sig ned i et kristeligt ungdomsfællesskab ved Århus, hvor han mødte sin hustru. Ad omveje endte de i Randers sammen med et andet par. De stiftede et religiøst bofællesskab på Kristrupvej og begyndte at komme i en lokal frikirke.
Ole har fire børn med sin hustru og lever i dag et helt almindeligt familieliv, men der har været lang vej.
”Sammenholdt med en kærlighedsfattig og forarmet opvækst kunne min far ikke rumme grusomhederne, som han oplevede i krigen. Far udviklede posttraumatisk stresssyndrom. Men det vidste hverken han eller andre mennesker dengang, hvad var? Traumerne forfulgte far hele livet. Smerten blev udholdt gennem udbrud af vold, vrede, tavshed og afvisning. Jeg husker hvordan far kunne gå i uger uden at sige et ord. Når far endelig talte, var det med nedværdigende og fordømmende ord, som i vredesudbrud og galskab blev udgydt over min mor, bror og jeg,” fortæller Ole. ”Min opvækst var derfor fyldt med angst og afvisning.”
Og traumer smitter.
”Derfor var jeg tvangsindlagt til at modtage traumeinjektionerne, som jeg kalder det. Jeg udviklede derfor sekundært posttraumatisk stressbelastning. Fars antagelser af, hvordan man som menneske bør opføre sig generelt, blev ved disse krigstraumatiske oplevelser rystet. Oplevelserne var så voldsomme, at far aldrig senere fandt en stabil og rodfæstet livskurs, hverken i krop eller sind. Tilliden til stort set alt fandt far aldrig”.
Med sekundært posttraumatisk stressbelastning som base, begav Ole sig således ud på sin egen livsrejse. Primært efter en søgning efter tillid, efter kærlighed, accept og tilgivelse.
”Jeg gav op i forsøget på at finde lykken, og befandt mig begribeligvis i en svær identitetskrise, som jeg på daværende tidspunkt ikke kunne gennemskue eller håndtere. Det endte naturligt i et oprør mod autoriteter, i druk og andre nedbrydende udskejelser”.

Kejserens nye klæ´r

Men Ole fandt ud. Han fandt vejen frem – først gennem kirken – men da den vaklede under ham – måtte han søge andre veje.
”En stor del af bogens indhold handler om nogle rystende oplevelser af, hvad der foregår i et lokalt kirkesamfund. Kontrol, formynderi, bagtalelse og eksklusion. Disse nærmest traumatiske hændelser gjorde mig igen identitetsløs. Og jeg fik af min læge stillet diagnosen depression. Nu med begyndende PTSD. Min skildring giver indblik i, hvad der blandt andet kan finde sted i en kirkelig institution. Noget der for de fleste umiddelbart skulle synes, at være i besiddelse af positive drivkræfter. Men som ikke nødvendigvis er det. Men det er ikke fordi, jeg vil hænge nogen ud, jeg har bare trang til at fortælle at tingene ikke altid er, som de giver sig ud for at være. Og hvis de tre grundpiller - kærlighed, accept og tilgivelse – ikke er til stede, så vakler fundamentet altså”.
Skriveprocessen har for Ole således været et terapiforløb. Hensigten med bogen har været ”hjælp til selvhjælp.”
”Jeg er ikke ude på at kaste med sten. Hverken efter min far, som døde i 1995, eller efter nulevende som på sin vis, bevidst og ubevidst, har trådt uskyldigheden under fode”, siger han.