Fortsæt til indhold

Morgenluft over Haderslev Fodboldstadion

Det har vist sig at være en sandhed før: SønderjyskE er farligst med ryggen mod muren

Arkiv
Peter Rasmussen

Viserne på armbåndsuret viser lige efter klokken 21.00 om aftenen, men alligevel hviler der en tyk og dejlig dyne af morgenluft over Haderslev Fodboldstadion. Folk er så småt ved at forlade stedet, men endnu lyser de røde tal på tavlerne og vidner om en herlig aften i det spæde forår.
At vinde 3-1 når hvert eneste point er livsnødvendigt, er naturligvis herligt. Men at slå Esbjerg, som er inde i en helt forrygende periode, og vel at mærke gøre det på Haderslev Fodboldstadion, der døjer med en rekord-elendig hjemmebanestatistik - det er fantastisk.
I den forrige hjemmekamp, spillede SønderjyskE en glimrende kamp, men kunne i lave mål. Og så får man ikke noget for det i en sport, hvor det alene er mål som tæller. Skarpheden var heldigvis vendt tilbage til tirsdagens opgør mod vestjyderne. På mål af Hart, Vibe og Absalonsen blev sejren en realitet. Nu ved såvel spillere som tilskuere, at de lyseblå også kan vinde i Haderslev. Der er med andre ord god grund til at gå til fodbold igen. Og SønderjyskE har indledt jagten på de fornødne point, så der også kan stå 'Superligaklub' på visitkortet næste sæson.

Over stregen

Efter tirsdagens sejr er Lars Søndergaards tropper faktisk over stregen. Dumpepladsen er overtaget af Horsens - dog alene på grund af dårligere målscore. Meget kan afgøres på søndag når Sønderjyske spiller på Brøndby Stadion. Her må de lyseblå vise, at Esbjerg ikke er det eneste formstærke hold, der kan slås.

En flyvende Florian Hart indledte scoringen på Haderslev Fodboldstadion. Foto: Peter Rasmussen