Stimen skal fortsætte
Bookmakerne spår sejr til OB i dagens kamp, men SønderjyskE tror på hjemmesejr
Der findes intet, der er så godt for selvtilliden, som at vinde fodboldkampe. Derfor hersker der da også en helt anden stemning over Haderslev Fodboldstadion, ovenpå en uge, hvor det blev til hele to "skalpe". Og ikke blot var det to sejre - det var to sejre, som man bestemt ikke kunne regne med på forhånd. Dels en sejr over Esbjerg, der smadrer alle på sin vej i denne tid. Og dels en udebanesejr over et nedrykningstruet Brøndby, der slås for livet.
Slås for livet er præcis også hvad SønderjyskE gør. Og er der noget man kan i den lyseblå trup, så er det at slås for livet. Derfor er konditionerne forandret til dagens kamp, der fløjtes i gang på Haderslev Fodboldstadion klokken 15.00. Det er nemlig ikke "bare" en vanlig superligakamp, men en overlevelseskamp for hjemmeholdet.
Solen skinner - SønderjyskE har live vundet ishockeyguld - der er en fed kamp i vente. Tre gode grunde til at løse billet til eftermiddagens brag i Haderslev.