Kræftens glemte følgesvend
På Roskilde Sygehus er der ekstra fokus på en overset sygdom, som kan ramme tidligere kræftpatienter
Tidligere kræftpatienter må ikke lade sig nøjes med at få vanddrivende piller af deres læge, hvis de oplever væskeophobninger i dele af kroppen. Hævelser på kroppen kan nemlig skyldes sygdommen lymfødem, som både kan være farlig og invaliderende, hvis den ikke bliver taget alvorligt. Det er budskabet fra Hedvig Møller Larsen, som er klinisk udviklingssygeplejerske på Roskilde Sygehus’ gynækologiske afdeling. Hun har netop udgivet bogen ’Kræftfri – men ikke rask’ om netop lymfødem, som alt for få i lægeverdenen er opmærksomme på. - Lymfødem kan opstå efter mange typer kræftbehandling, hvor der enten er fjernet lymfekirtler, eller hvor lymferne har været udsat for strålebehandling. Det kan ødelægge kroppens dræn-system, og give væskeophobninger i kroppen, fortæller Hedvig Møller Larsen.
Dukker op år senere
Lymfødem kan vise sig flere år efter at kræftbehandlingen er stoppet, enten ved mindre eller helt voldsomme hævelser. Sygdommen er livsvarig og kan være invaliderende, og derfor er det så vigtigt at patienter, selvom de er erklæret kræftfri, er opmærksom på, om de får senfølger af behandlingen senere. - Har man lymfødem, er der forhøjet risiko for infektioner i form af rosen og blodforgiftning, så man må aldrig nogensinde blive stukket – hverken ved blodprøver eller af haverosen - der hvor kroppen er ramt. Når kroppens ’kloaksystem’, lymferne, ikke kan lede vandet væk, fordi de er beskadigede, er det også livsvigtigt at få presset væsken ud af kroppen ved intensiv træning og meget stramme bandager. Ellers er kroppen voldsomt overbelastet, forklarer Hedvig Møller Larsen.
Opfølgning i Roskilde
Hun har med sin store viden om lymfødem sikret sig, at kvinder på hendes egen afdeling, gynækologisk på Roskilde Sygehus, får al relevant information og opfølgning, hvis de er i risikogruppen. Det var også der, hun for flere år siden blev opmærksom på sin egen og sundhedsvæsenets manglende viden om lymfødem. Emnet har optaget hende siden, og hun har blandt andet fået offentlige midler til at gå i dybden. - Sygdommen kan ramme alle, der har haft kræft og har fået strålebehandling. Alt for få får ordentlig besked, så derfor har jeg skrevet bogen, for at læger og andre i sundhedssystemet, samt kræftpatienter, kan blive opmærksomme på lymfødem. En undersøgelse i Australien viste, at kun 20 procent af folk i risikogruppen vidste, at de havde lymfødem – men reelt var det 50 procent af dem, som var ramt. Der er ingen grund til at tro, tallene ser anderledes ud herhjemme, fastslår Hedvig Møller Larsen. Bogen ‘Kræftfri - men ikke rask’ koster 200 kr. og bestilles på flhml@esenet.dk.