Fortsæt til indhold

Penge til frivillige, der vil gøre en forskel

Arkiv
Arkiv

Nu er det muligt at søge Randers Kommune om støtte, hvis man har en ide til, hvordan frivillige og kommunale tilbud i fællesskab kan skabe aktiviteter til gavn for borgere og lokalsamfund. Ansøgningsfristen er 23. oktober
Har du en ide til, hvordan frivillige og kommunale tilbud kan gøre en forskel i fællesskab? Og vil du gerne realisere din ide? Så har du mulighed for at søge støtte fra såkaldte § 18S midler, hvor ”S” står for samskabelse.
Randers Kommune uddeler lige nu penge til aktiviteter eller projekter, hvor en frivillig organisation eller en uddannelsesinstitution samarbejder med kommunale tilbud til gavn for borgere. Baggrunden er, at socialudvalget i år har besluttet at øremærke en del af § 18 midlerne, som hvert år støtter frivilligt socialt arbejde, til formålet.
”Vi har i Randers flere eksempler på aktiviteter eller projekter, hvor frivillige organisationer laver noget i samarbejde med kommunale tilbud, og det har enormt stor værdi for borgere i Randers Kommune. Derfor vil vi gerne støtte den slags projekter,” siger Louise Høeg, der er formand for socialudvalget.
Hun fremhæver Randers Lydavis som et eksempel, hvor en frivillig forening gør brug af kommunale faciliteter til gavn for en gruppe svagtseende borgere.

Samskabelse skaber succeser
I 2014 startede Randers Lydavis som er en forening, der hver anden uge producerer en CD, hvor lokale nyheder fra Randers bliver indtalt. CD’en sendes ud til lydavisens abonnenter, oftest svagtseende borgere. Randers Lydavis har et tæt samarbejde med Ungemiljøet, Randers Kommunes Ungdomsskole. Ungemiljøet har et lydstudie, som Randers Lydavis låner til indtaling. En medarbejder fra Ungemiljøet hjælper desuden til med redigering af lyden på en computer.
Et andet eksempel på samskabelse er samarbejdet mellem Støtteforeningen Hospice Randers og Hospice Randers. I en årrække har foreningen og det kommunalt drevne hospice arbejdet sammen om aktiviteter, ligesom foreningen organiserer de mange frivillige, der er tilknyttet hospicet.
Andre eksempler på samskabelse er patientforeningers samarbejde med Randers Sundhedscenter. Og Mødrehjælpen i Randers, der hvert år støtter mange unge kvinder som er blevet henvist til foreningen af for eksempel sundhedsplejen eller andre offentlige institutioner.
Det er muligt at søge om støtte fra § 18S midlerne frem til 23. oktober.