Med venlig hilsen fra Bifrost og Burundi

”Vi har modtaget disse dejlige breve fra de to familier, der bor i Bifrosts huse i Burundi. Her kan vi læse om, hvad det har betydet for dem af få husene doneret. At de har fået et bedre liv, deres børn er blevet mere raske, og at de håber inden længe at have mulighed for at spare op, sådan at de med tiden kan købe geder, køer og et jordlod og blive farmere og selvforsynende”, fortæller en af lærerne på Bifrost Lisbeth Thinholm.
”Det er rigtig skønt at få sat ord og billeder på for os her på Kunstskolen, så kan man virkelig se hvor meget det betyder for flygtningene fra Burundi.
Det betyder også at eleverne på Bifrost så har endnu mere lyst til, at male flere fuglekasser for at støtte hele det fantastiske projekt.

Stor tak

I hus nummer ét borVenant Habonimana (25) med sin kone Ruth og deres tre piger i alderen 0-fem år. I 1993 nærmede borgerkrigen sig området, hvor Venant boede med sine forældre. Familien flygtede, og ankom kort tid efter til en flygtningelejr i Rwanda. Året efter brød folkedrabet ud i Rwanda og familien flygtede tilbage til Burundi, hvor de fik ophold i en intern flygtningelejr. I 2007 giftede Venant sig med Ruth.
”Huset giver os tryghed, og det tætte tag betyder, at vi kan sove og ikke længere bekymre os om sygdomme, når det regner. Det er svært at beskrive hvor stor forskellen er fra livet i en utæt hytte til dette smukke hus. Vi har en fremtid, og kan se børnene trives. Vi er med i et landbrugskooperativ, som ADRA har etableret, og kan brødføde os selv. Vores store drøm er, at kunne spare penge sammen, så vi en dag kan leje et jordlod, købe geder og får. Vi ønsker at leve som farmere, sælge af overskuddet på markedet . Af hjertet tak, siger Venant og Ruth.
I huset kaldet ”BIFROST 2” bor Francois Nduwayo (39), hans kone Rahel (31) og deres fire børn, en dreng og tre piger, i alderen 3 – 12 år. En nat i 1994 ramte borgerkrigen den landsby, hvor Francois levede sammen med sine forældre. Familien flygtede ud af huset, for at gemme sig på markerne. Mens de løb, blev forældrene ramt af skud og døde. Francois nåede i skjul. Da han ikke længere kunne høre krigens lyde flygtede han over grænsen til DR Congo. Her fik han ophold i en flygtningelejr, hvor han mødte naboer fra hans landsby. I 2000 tog de sammen tilbage til deres hjemegn. Året efter mødte Francois sin kone Rahel. Sammen byggede de en hytte og klarede dagen og vejen ved at arbejde for andre.
- Med dette hus har vores liv taget et stort spring fremad. Vi er så glade. Børnene er ikke længere syge. Jeg og Rahel har mere energi til at arbejde, og vi er begyndt at spare lidt penge op. Vores drøm er, at spare penge sammen så vi, selv kan blive farmere. Allerede nu har vi været i stand til at sende den ældste af børnene i skole. Donor er et godt menneske, som vi altid vil beholde i vores hjerter, siger Francois og Rahel.