Fortsæt til indhold

Køge-skoler melder ændringer ud i god tid

Lederne på Køges skoler er i fuld gang med at planlægge, hvordan hverdagen skal forløbe, hvis der kommer lockout mod lærerne. Ændringer meldes tidligt ud. Det skylder vi både børn og forældre, siger kommunens børne- og ungedirektør.

Arkiv
Arkiv

KØGE : Køge-børnene får anderledes skoledage end de plejer, hvis den varslede lockout mod Danmarks Lærerforenings medlemmer bliver til virkelighed.
Lige nu er skolelederne ved at planlægge, hvordan hverdagen på Køge Kommunes 16 folkeskoler kan forløbe under en lockout. Ændringerne vil blive meldt ud til børn og forældre i god tid, inden den varslede lockout kan træde i kraft.
Det er Kommunernes Landsforening, KL, der har varslet lockouten, fordi de centrale overenskomstforhandlinger med lærerne er brudt sammen – en situation, der altså også får betydning i Køge Kommune.

Se ændringerne allerede 21. marts

Lockouten kan tidligst gå i gang 1. april, men allerede 21. marts er Køge Kommunes skoler klar med særlige lockout-planer. Forældre og børn vil kunne se ændringerne på skolernes egne hjemmesider.
- Skoledagen kan selvfølgelig ikke blive som den plejer, når de fleste lærere ikke må undervise. De fleste undervisningstimer vil blive aflyst. Det vil være nødvendigt at sende børn hjem, når der ikke er personale nok til at holde et sikkert tilsyn. Desuden vil der komme huller i klassernes skemaer, idet timer med tjenestemandsansatte lærere vil blive gennemført, mens de øvrige timer vil blive aflyst, siger børne- og ungedirektør Henrik Laybourn og fortsætter:
- Det er vilkårene under en arbejdskonflikt, og her må Køge Kommune følge de arbejdsretslige regler. Vi beklager de gener, som en konflikt medfører, og vi gør alt, hvad vi kan, for at melde ændringerne ud i god tid. Det skylder vi både børn og forældre.

Hvem er omfattet?

I Køge Kommune er det især folkeskolerne, der vil blive berørt af den varslede lockout. Der vil være stor forskel på skolernes mulighed for at gennemføre undervisning og føre tilsyn med eleverne, fordi antallet af lærere, der ikke er ramt af konflikten, er forskellig fra skole til skole. Det betyder, at børn og forældre vil opleve konflikten forskelligt fra klassetrin til klassetrin og fra skole til skole.
Folkeskolerne må ikke lægge lokaler til forældreorganiseret undervisning eller pasning.
En lockout vil også påvirke bl.a. Center for Dansk og Integration, UUV Køge Bugt og Køge Ungdomsskole. Derimod er specialskolerne Ellebækskolen og Slimminge Skole- og Behandlingshjem ikke omfattet af lockouten. SFO'erne i Køge Kommune følger de normale åbningstider, hvis KLs lockout mod lærerne træder i kraft.
Det er op til ledelsen på den enkelte institution at tilrettelægge, hvordan hverdagen kan glide bedst muligt under en eventuel lockout. Derfor opfordrer Køge Kommune til, at Køge-borgerne følger godt med på institutionernes egne hjemmesider, hvis det kommer til en lockout.
Der vil også blive informeret via kommunens hjemmeside, www.koege.dk .
pm