BYGNINGSARV ELLER KITSCH?
Poul Sverrilds forslag om en indkapsling af den bevaringsværdige sal ”i en nybygget skal” vil for mange Hvidovreborgere være en skamstøtte over et topstyret og kikset bymidteprojekt. Hvorfor ikke bevare og forny Risbjerggård i samspil med smukt mo
De indleder for så vidt begge deres høringssvar med at nævne alle muligheder, og derefter opstiller de deres kunstige modsætninger: Lokalhistorisk Selskab (bestyrelsen): Bygningsbevarelse contra nedrivning og bevarelse af “ånden fra Risbjerggård”, Poul Sverrild: Bygningsbevarelse contra indkapsling af “ånden fra Risbjerggård” i en nybygget skal (af beton og/eller mursten?), der hvor salen nu ligger. Når det derefter kommer til anbefalinger til politikerne er budskabet i begge høringssvar præcis det modsatte af slogannet “BEVAR OG FORNY RISBJERGGÅRD”, som Ideforum HVIDOVRE 2025 har lanceret. Ifølge høringssvarene skal det Risbjerggård vi kender væk. Og bestyrelsen, hvad er det de skriver? Citat: “Det bør nøje overvejes om det er “monumentet” Risbjerggård, der skal bevares eller måske snarere er “minderne” der skal bevares” (vores fremhævelse). Herefter foreslås Risbjerggårds nedrevne facade genskabt i størrelse 1:1, som et vægmaleri i en nyopført hal på stedet! Poul Sverrild Citat: “Risbjerggård er i sin helhed et vigtigt bygningsmonument i Hvidovre. (…) Den immaterielle kulturarv(…) er ikke mindre væsentlig end den materielle (…) Efter nedrivning af Frihedskroen med tilhørende sal er Risbjerggårds forsamlingslokaler de eneste, der kan bære fortællingen om det offentlige liv i Hvidovre forud for velfærdssamfundet”. Så langt så godt. Meget fornuftigt og helt i overensstemmelse med Sverrilds tidligere professionelle vurderinger. Men så kommer den nye og overraskenden konklusion med en fed streg under: “Bevaring af sale og keglebane gennem indkapsling i et nybyggeri vil kunne fastholde tidsdybden i et nyt bygningskompleks og berige oplevelsesmulighederne og identitetsdannelsen” (Sverrilds egen understregning). Sverrild har selv til overflod været med til at dokumenteret at Risbjerggård som helhed, minus småtilbygninger, er af “meget høj bevaringsværdi” og egnet til en bygningsrenovering. Hvorfor så denne kitschede og uoriginale løsning Poul Sverrild? Er det fordi I allerede for tre måneder siden, inden borgerhøringen, har sat Vandkunsten i gang med at gå videre med denne løsning på det lukkede møde, hvor du holdt oplæg for Vandkunsten m.fl.? Var det det samme, du den gang sagde til Vandkunsten - som ekspert i Hvidovres historie? Vi spørger fordi Ideforum 2025 ikke efterfølgende i forvaltningen eller via Facebook har kunnet få adgang til dine overheads fra mødet.
Gentager historien sig?
I det skandaleramte Fenger-projekt for Hvidovre Bymidte i 2009 bestilte den daværende borgmester en “professionel” konsulentvurdering af Risbjerggårds bevaringsværdi. Nogle så det som et forsøg på en bevidst nedvurdering af Risbjerggård, efter forsøget på at sælge hele Risbjerggård-grunden til en investor for seks millioner kr. Resultatet blev en nedvurdering. “Sådan er det med konsulentfirmaer. Når de hyres ind til en opgave så løser de den”. Denne ironiske kommentar fra Poul Sverrild til ovennævnte forløb kan man høre i Risbjerggård-filmen “Hvis disse vægge kunne tale”. For os ser det ud som om Sverrilds egen faglige rådgivning af bestyrelsesmedlemmerne i Lokalhistorisk Selskab følger samme recept som i 2009. Ellers ville han vel ikke skulle slå så store knuder på sig selv for at please Lokalhistorisk Selskab og deres groteske forslag om et vægmaleri af Risbjerggård, i stedet for den ægte vare? Det kræver en forklaring. Ser vi her metoden fra 2009 gentaget her i 2017? Ofringen af Risbjerggård synes nu som dengang at være det bagved liggende mål. Poul Sverrilds forslag om en indkapsling af den bevaringsværdige sal i en nybygget skal vil for mange Hvidovreborgere være en skamstøtte over et topstyret og kikset bymidteprojekt. Hvorfor ikke bevare og forny Risbjerggård i samspil med smukt moderne nybyggeri i en fremtidig bymidte? Det ligger jo lige på den flade hånd.