Fra asken til ilden og tilbage igen

- Så for satan! Nu går det galt!
Det er onsdag den 3. maj år 2000. Klokken er 16:32, og det sønderjyske amtsrådsmedlem, Carl Holst, er på vej til et møde.
Han kører i en Opel Astra stationcar ud ad Hovedvej 9 ved Ørbæk på Østfyn. Passagersædet og barnestolen på bagsædet er tomme. Han er alene i bilen. Farten er respektabel.
For få dage siden fejrede Carl sin 30 års fødselsdag. Men om få sekunder skal der ske noget, der i langt højere grad vil ændre hans liv og livssyn.
En modkørende bil kommer for langt ud i rabatten. I forsøget at rette op, kommer den modkørende til at svinge over i Carls vejbane. Carl når lige at se, hvad der skal ske og drejer så skarpt til højre som muligt. Men sammenstødet er uundgåeligt og ubarmhjertigt.
Motorblok og karosseri krøller sig sammen om Carls ben. Venstre albue smadrer ud gennem sideruden. Bilen ryger i grøften og ender med at stå på højre side.
- Jeg mister bevidstheden ved sammenstødet men vågner kort efter. Folk råber til hinanden "han er i live". Jeg hænger i selen, og der er blod over det hele. Det løber ned over mit ansigt og drypper ned i en lille pyt. Først undrer jeg mig over, hvem der mon bløder. Men så går det op for mig. Det er mig, siger Carl i dag, godt og vel 12 år senere.

Falck kører deres vej

En forbipasserende læge er standset op for at hjælpe. Andre vidner har tilkaldt en ambulance. Falck ankommer og forsøger at få Carl ud af den smadrede familiebil.
- Men deres udstyr er ikke kraftigt nok. Så de kører hjem efter en kraftigere sav. Synet af Falck-bilen på vej væk..., siger han og holder en lille pause.
- Nå, lægen siger til mig, at jeg skal tænke på noget positivt. Andre ville have bedt hende holde mund. Men jeg forsøger at gøre, som hun siger. Og jeg beslutter mig for, at jeg i resten af mit liv vil holde fri på denne dato. Uanset hvad, siger Carl.
Mens rederne forsøger at få ham fri af bilen, får Carls højgravide kone, Lone, besked om ulykken. Sammen med hans far og søster kører hun til Odense Universitetshospital, hvor de ankommer i god tid inden Carl kommer og køres ind på traumecenteret.
- Det var mærkeligt. Jeg havde jo arbejdet en del med sundhedspolitik. Så jeg lå og kunne følge med. Der blev talt om kraniebrud, blødninger og den slags. Og jeg lyttede. Og jeg blev scannet og undersøgt.
Endeligt indlægges Carl på intensivafdelingen.
- Her går det ret hurtigt op for mig, hvor heldig jeg har været. Og jeg fyldes af en følelse af taknemmelighed. En taknemmelighed, der lige siden har gjort det svært for mig at høre på andres ord om, at "hvor er det synd for dig". Jeg kan ikke med ynk. Jeg har været helt ufattelig heldig. Jeg har opbrugt min held-kvote. Så jeg er både holdt op med at spille lotto og holdt op med at bede, siger Carl, der er tilknyttet en kristen frimenighed i Rødding.

Amtsborgmester, nu

Allerede dagen efter ulykken flytter Carl hjem og placeres i en sygehusseng i privaten. Her tror han, at han stille og roligt skal genoptræne og blive rask. Men han bliver klogere.
- Om fredagen, altså to dage efter ulykken, ringer Kresten (Phillipsen, Sønderjyllands daværende amtsborgmester) til mig. Han fortæller, at han går af. Og at han vil pege på mig som sin afløser, samt at han vil give amtsrådet besked om mandagen. Og at det vil blive offentliggjort om tirsdagen. Og så ønsker han mig i øvrigt god bedring, siger Carl og smiler.
I dagene efter ulykken laver han ikke andet end at sove, spise og genoptræne.
- Det hele er én stor tåge i de dage. Så da jeg fortæller min far, at jeg har drømt om Krestens opkald, må min far forklare mig, at det ikke var en drøm, siger Carl.
For at få fred for pressen og jaget i øvrigt vælger han at søge tilflugt hos sine svigerforældre.
- Det sidste jeg gør inden afgang, er at indtale en besked på min telefonsvarer. Og det første jeg gør efter ankomst hos mine svigerforældre, er at aflytte maskinen. I løbet af godt en time har politikere og presse indtalt så mange beskeder, at båndet er løbet ud. Så meget pres på er der.

Fødestuen

12 dage efter ulykken kører Carls far ham ud på arbejdspladsen, en skole i Vojens.
- Jeg vil sige hej til kollegerne. Og til børnene, som snart skal til eksamen. Lone er til jordemoderkontrol. Lige inden min far og jeg skal køre hjem, ringer skolens telefon: Lone er gået i fødsel halvanden måned for tidligt. Så vi kører af sted mod sygehuset i Sønderborg, men bliver undervejs omdirigeret til Haderslev, fordi køretiden til Sønderborg er for lang. I Haderslev er der ingen afdeling for for tidlige fødsler. Men her bliver Magnus født og lagt direkte i kuvøsen, mens jeg sidder i en kørestol og siger farvel til Lone for at følge med kuvøseambulancen til Sønderborg. Det er kaos. Og Magnus er så lille. Det er derfor, han hedder Magnus. Det betyder "stor", siger Carl.
På sygehuset i Sønderborg er Magnus og hans mor indlagt i en måned, mens Carl er sygemeldt derhjemme med genoptræning og den toårige søn, Mads.
For at komplicere situationen yderligere, må politiet på banen for at følge op på nogle trusler, Carl modtager over telefonen.
2½ måned efter ulykken tager familien Holst i sommerhus.
- I 11 dage laver jeg stort set ikke andet end at sove. Efter den ferie vender jeg tilbage til amtet og arbejdet, siger Carl.

Kvæstelserne bestemte

Ulykken prægede Carl og hans familieliv i mange år.
- Mit helbred afgjorte alt. Hvis vi for eksempel skulle gå en tur, spurgte drengene altid først, om jeg kunne gå. Eller om jeg havde for ondt. Jeg kan stadig have lidt dårlig samvittighed over at have været styrende på den måde, siger Carl.
I dag er han kommet sig næsten totalt over kvæstelserne.
- Jeg kan stadig godt være øm. Men måske er det bare gigten, der begynder at melde sin ankomst, griner han.
Ulykken har ændret hans livssyn.
- Jeg gider ikke beklagelser over småting. Jeg kan simpelthen ikke klare det. Så jeg siger fra. Det har jeg lovet mig selv. Ligesom jeg lovede altid at holde fri 3. maj. Det gør jeg stadig, selvom nogle af mine venner synes det er morbidt et holde ulykkesdagen hellig på den måde. Jeg deltager ikke i noget. Hverken jubilæer, møder, kongelige besøg eller noget som helst på den 3. maj. Jeg holder fri. Tager i Legoland, i Givskud Zoo, på Trapholt eller i sommerhuset eller noget andet. Og mærker livet, siger han.



- Jeg ved det lyder mærkeligt. Men på en måde har ulykken beriget mit liv, fordi jeg fokuserer på noget andet nu.
Carl Holst
Regionsformand


- Jeg er ikke længere så glad for at køre bil. Især ikke i den mørke tid af året. Men på grund af mit arbejde kører jeg alligevel 45.000 kilometer om året.
Carl Holst
Regionsformand