Min fars død

- Jeg klarer den ikke.
Peter Ebberfelds far ved, hvad klokken er slået. Det er slut. Forbi. Og siddende på knæ bruger den 66-årige mand sin sidste luft til at fortælle det til sin søn. At nu dør han.
Det er seks år siden, men Peter husker det, som var det i går.
For nylig udgav han en cd, hvor han blandt andet sætter ord på sin fars betydning. Og på, hvor meget af sin far han pludselig ser i sig selv.
- Sangen skulle bare med. Den er en slags monument over faderskikkelsen. Da den var skrevet, kunne jeg lægge lidt af sorgen fra mig, og i stedet koncentrere mig om at bearbejde savnet. Min mor er glad for sangen. Det håber jeg også, at min far er. Eller ville være, siger Peter og ser ud af sit runde vindue to etager over gågaden.
Det rusker og regner. Ligesom den nat for seks år siden.

Ring lige

Peters fortælling begynder en dag i oktober 2006.
- Det er min mors fødselsdag. Jeg arbejder med at undervise på Syddansk Universitet. Og jeg har elever til eksamen i den tid, siger han.
Fødselsdagen fejres hjemme hos hans forældre. Hans far, som ellers er sund og rask, har været en tur på sygehuset samme nat. Han havde haft det skidt og var blevet undersøgt.
Konklusionen var, at faren havde noget forstoppelse. Og eftersom han havde det ok igen, var han blevet sendt hjem til familiesammenkomsten.
- Vi fejrer min mors fødselsdag, og det er hyggeligt, siger Peter, der dog også formaner forældrene om, at skal ringe til ham, næste gang nogen af dem indlægges.
Det kommer til at ske hurtigere, end han tror.

Stormfuld nat

Klokken er lidt over tre om natten efter familiesammenkomsten. Det stormer. Peters telefon ringer. Det er hans mor.
- Han har det ikke godt, siger hun i telefonen og virker diffus.
- Jeg springer ud i bilen og kører af sted. Imens ringer jeg efter en ambulance, fortæller Peter.
Hans ben er følelsesløse og bløde som gummi.
- Allerede i bilen kan jeg mærke, at min far måske er ved at dø. Og det går op for mig, hvor mange gange min far har reddet mine kastanjer ud af ilden. Det vil være rart, hvis jeg kan gøre det samme for ham. Jeg tænker også over, hvad vi vil sige til hinanden bagefter, hvis han ikke dør, siger han.
Da han kort efter ankommer til forældrenes hjem, ser han sin far sidde på knæ.
- Han læner sig ind over sin seng. Han kan ikke få vejret. Ved at sidde sådan, prøver han at finde en lille smule luft. Men han kan ikke. Han kan heller ikke tale, siger Peter.

Sidste melding

I nærheden bor en onkel, der er læge. Ham ringer Peter til, og onklen når frem før ambulancen.
- Jeg hører min onkels bil i indkørslen, netop som jeg mister kontakten med min far. Livet forsvinder ud af øjnene på ham. Han når lige at sige ?jeg klarer den ikke?. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Sådan en situation slår man jo ikke hen med en ?selvfølgelig gør du det?-bemærkning. Min far er gammel militærmand. Han kommer kun med sådan en melding, hvis det er rigtigt. Jeg ved, at han har ret, siger Peter og sender er hurtigt blik til faderens portrætfoto i en ramme på reolen.
- Men jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel. Jeg har jo en læge i indkørslen og en ambulance på vej. Så jeg løber ud til min onkel og får ham ind i en fart. Han konstaterer med det samme, at min far er død. Vi giver fælles hjertemassage: Jeg puster, og han trykker. Men det virker ikke. Kort efter ankommer ambulancen. De har en hjertestarter med. Men de bruger den ikke. Det er for sent.

Ud med hunden

- Så er han død. Midt om natten. Det stormer af helvede til. Vi sidder lidt i chok. Jeg ringer til min storebroder. Ambulancen kører og tager min far med, siger Peter og smiler af sin efterfølgende reaktion.
- Så sidder man dér. Med en nat foran sig. Som skal gå. Og jeg tænker, at min mor hellere må få lært at gå tur med hunden – noget min far altid har stået for. Og det kan hun vel lige så godt komme i gang med med det samme. Så jeg slæber af sted med hund og mor. Ud i stormen midt om natten, siger han og smiler.
- Det er noget underligt noget at gøre. Men det er også for mærkeligt bare at sidde. Vi er nødt til at gøre noget, siger han.
Da de kommer hjem med en våd hund, begynder Peter at skrive en liste over alle dem, han skal ringe til.
- Vi har et spillejob med Spar2 to uger senere. Jeg overvejer at aflyse, men gør det ikke, siger han.

Voksen dreng, voksen mand

Peter er 34 år, da hans far dør mellem hænderne på ham.
- Jeg havde det godt med min far. Vi var kommet godt igennem alt det der ungdoms-noget, hvor far og søn skal have konflikter. Vi havde fundet hinanden i tide. Det betyder meget. Han havde mange sagt ?Gid det kommer til at gå hurtigt?. Og det gjorde det. Det tog kun omkring 20 minutter, siger han.
Selvom han allerede var voksen, har oplevelsen forvandlet Peter.
- Jeg var en voksen dreng, der blev til en voksen mand. Jeg ser pludselig, at jeg er ham. Noget, der også er med i sangen, siger han.
Sangen er meget anderledes end resten af pladen. Nogle gange – ikke altid – spiller Peter den til sine koncerter.
- Det er kommet bag på mig, hvor rørt jeg bliver af sangen. Nogle gange påvirker den mig så meget, at jeg næsten ikke kan synge den. Men jeg er glad for sangen. Den er i mol og slutter på en uforløst akkord: Den proces, der startede den stormfulde oktobernat, er ikke slut, siger Peter.