Det er stort
SønderjyskE's træner jublede sammen med spillerne efter slutspilsbillet kom i hus
Med en udesejr mod Skive sikrede SønderjyskE fredag aften en billet til slutspillet i mændenes håndboldliga.
"Det er svært at forstå lige nu. Det er noko lidt større end man lige havde regnet med. Nu får vi nogle fede kampe mod gode modstandere, hvor vi har alt at vinde og intet at tabe i stedet for seks nervepirrende kampe, hvor vi har alt at tabe," sagde SønderjyskE's træner Morten Henriksen til Lokalavisen.dk efter kampen, hvor SønderjyskE fik en dårlig start.
"Det var en hård kamp, og vi kommer skidt fra start. Men det var godt kæmpet op af drengene, der holdt fokus hele vejen gennem kampen, og de sidste ti minutter får vi slået et hul til Skive. Der var også en god flok tilskuere, der var taget med herop for at støtte os, og det er rigtig fedt."
LÆS OGSÅ: SønderjyskE sikrede slutspillet i Skive
At SønderjyskE går ind til slutspillet som klare underdogs kan ikke ødelægge humøret hos Morten Henriksen, der har stået i spidsen for SønderjyskE siden holdet spillede i 3. division:
"Nu spiller vi med om DM. Det kan godt være, at vi på papiret kun har to procents chance, men vi vil gå ind til hver kamp og prøver på at vinde."
SønderjyskE's sidste kamp i den ordinære sæson er onsdag aften, hvor holdet får besøg af Team Tvis Holstebro i Broager Sparekasse Skansen. SønderjyskE er på forhånd sikret mindst en ottendeplads, men et godt resultat onsdag udløser en syvende plads.
"Lige nu tænker vi ikke så meget på kampen på onsdag, for vi glæder os over dagens sejr. Men vi går ind til kampen for vinde og tage syvendepladsen. Jeg håber, at det sker i en fyldt Skansen, så vi kan fejre slutspilspladsen med det publikum, der har støttet os hele vejen," siger Morten Henriksen.