S, SF og B bryder aftale
En million kroner i løn om dagen bliver i øjeblikket ikke udbetalt til de lockoutede lærere i Roskilde. Derfor har partierne S, SF og B på et økonomiudvalgsmøde torsdag foreslået, at pengene fortsat skal gå til skoleområdet efter lockoutens afslutning. Anvendelsen af pengene skal ske efter indstilling fra Skole- og Børneudvalget.
Det er budgetbrud, mener Enhedslisen og Vestre.
Venstremanden Bent Jørgensen siger:
- Vi har en budgetaftale, hvor alle budgetparter skal være enige om at stille forslag, hvis der skal ændres på, hvordan pengene bliver brugt. Forslaget fra borgmesteren lægger op til, at Skole- Og børneudvalget skal ind over og disponere over pengene. det er aftale brud. Bent Jørgensen fortsætter:
- Vi har lige haft en stor runde med ny ressourcemodel til skolerne, det var naturligt budgetstof, det vil dette forslag også være, da der kan være risiko for at fordelingen af midlerne bliver anderledes end, hvis man ville lade skolerne råde over dem lokalt.
Svært med fremtidig forlig
Bruddet betyder, at det bliver mere udfordrende at danne forlig i fremtiden, mener Enhedslistens Henrik Stougaard.
- Det bliver sværere at få enderne til at mødes ved fremtidige budgetaftaler, fordi det skaber tvivl om, om aftalerne bliver overholdt. Det er jo egentlig borgmesteren, der skal sørge for dette, siger Stougaard.
Signal til skoler
Joy Mogensen mener ikke, at forslaget er et brud på budgetaftalen.
- Pengene bliver jo på skolerne, derfor er det helt i orden, at vi foreslår det. Nu skal vi så se, om budgetparterne kan blive enige om det, siger borgmesteren.
Hun forklarer, at forslaget skal komme rygter i forkøbet om, at kommunen vil bruge de indtil videre sparede penge på andre områder end skolerne.
- Det er et signal til skolerne om, at pengene bliver på området, siger Joy Mogensen.
Det giver Bent Jørgensen ikke meget for:
- Det er et paradeforslag. Pengene bliver på skolerne helt automatisk, hvis vi intet foretager os. Derfor er det mest naturlige, at vi ikke blander os, siger Bent Jørgensen og fortsætter:
- Venstre har tillid til at skolelederne kan håndtere disse midler lokalt.
Penge til timer
- Pengene skal blive på skolerne og bruges til løn, så eleverne kan få erstatningsundervisning, siger Henrik Stougaard.
Han mener dog, at der kan være tale om, at pengene muligvis skal omfordeles lidt, da skolerne er meget forskelligt belastet af lockouten.
ag@roskildeavis.dk