Lockouten er min ilddåb
- Lockouten er min ilddåb som formand, fortæller Peter Hansen, der fra 1. august indtager pladsen som frontfigur i Roskilde Lærerforening. Han afløser Niels Thulin, da denne har valgt at gå på pension.
Peter Hansen har arbejdet som næstformand i det seneste år og havde egentlig regnet med stille og roligt at lære formandens opgaver at kende frem til formandsskiftet.
Lockouten af lærerne har dog hvirvlet ham lige midt ind i begivenhedernes centrum, hvor han har travlt med at planlægge lærernes aktioner sammen med Niels Thulin og med at svare på lærernes spørgsmål, trøste, give mod og holde kontakten til Roskilde Kommune.
Drevet af forandringslyst
Peter Hansen fandt allerede ud af, at han brænder for fagligt arbejde, da han gik på lærerseminariet.
Dengang ville man lukke fem seminarier i landet, og det førte selvfølgelig til en masse protester og aktioner hos de studerende.
- Jeg fandt ud, at man kunne rykke og forandre noget sammen, siger han.
Nu er han så tilbage på barikaderne igen.
Selvom lockouten er frustrerende, så bringer den alligevel noget godt med sig som større faglig bevidsthed blandt lærerne, sammenhold og en hverdag, hvor alt er rykket op og ikke er, som det plejer, siger Peter Hansen.
ag@roskildeavis.dk
Blå bog
Peter Hansen flyttede til Trekroner i 2000.
Her bor han med kone og to børn i et økologisk bofællesskab.
Han er uddannet fysik og matematiklærer og er ansat på Absalons Skole.