Sig kåret til årets landsby i Varde Kommune
Landsbyen med de knap 800 indbyggere går nu videre til landsfinalen, hvor afgørelsen falder i september
En check på 10.000 kroner er dog allerede på vej – med venlig hilsen fra LAG i Varde.
Spændingen er udløst. Landsbyen Sig kan nu officielt smykke sig med titlen ”Årets Landsby 2013” i Varde Kommune – og ikke nok med det. Byen går nu videre til den landsdækkende finale, hvor Landsforeningen Landsbyerne i Danmark skal kåre den endelige vinder.
Bag udnævnelsen står LAG (den lokale aktionsgruppe) i Varde – og der var ikke så meget at være i tvivl om, fastslår LAG-formand Arne Haahr Hansen.
"Sig er inde i en god udvikling. Befolkningstallet er stigende, og fra borgernes side bliver der gjort rigtig meget for at fastholde og udvikle byen og dens forskellige tilbud. Blandt andet kan vi alle sammen glæde os over, at der er skabt både en multibane og et fitness-center i byen. Antallet af arbejdspladser er steget, og i det hele taget emmer byen af trivsel og optimisme," fortsætter Arne Haahr Hansen.
Ud over hæder og ære, betyder udnævnelsen til Årets Landsby også, at Sig kan se frem til et modtage en check på 10.000 kroner, ligesom der skal berammes en festdag, hvor udnævnelsen officielt kan finde sted.
"Hvornår det bliver, kan vi dog ikke helt sige endnu," oplyser Hanne Jespersen, der er landdistriktskonsulent i Varde Kommune.
Afventer landsfinalen
"Som nævnt går Sig nu videre til landsfinalen, hvor den endelige vinder bliver fundet i september. Derfor vil vi ikke holde en lille fest for Sig, hvis det viser sig, at vi skal holde en stor," fortsætter hun med et lille smil.
Og måske er det slet ikke utænkeligt, at Sig kan sprinte af sted med den endelige sejr. I 2009 vandt Janderup den landsdækkende konkurrence, ligesom både Skovlund og Billum tidligere er løbet med titlen.
"Altså skal vi nok hen i oktober, når den landsdækkende konkurrence er afgjort, før vi hejser flagene i Sig," fortsætter Hanne Jespersen.
For flagene skal hejses. Ud over præmien på de 10.000 kroner – som Sig må bruge til lige, hvad byen synes – skal byen nemlig smykkes i dannebrog, Varde Garden trækker gennem byen og borgmesteren lægger vejen forbi med det messingskilt, der for al fremtid skal fortælle omverdenen om den hæder, der tilfaldt Sig i 2013.