Køge tabte sig 4,2 tons - og Team GoGo tabte mest
Køge på Vægten blev rundet af med en festlig dag med masser af præmier på højkant for deltagerne i Køge Hallerne.
VÆGT : Målet om et samlet vægttab på fem tons blev lige akkurat ikke nået. Det stod klart ved den store afsluttende vejning i Køge på Vægten i lørdags i Køge Hallerne, hvor hovedparten af deltagerne mødte op for at deltage i den festlige dag og kampen om præmierne i konkurrencen.
Alligevel er der god grund til glæde blandt alle de omkring 1000 deltagere, for med et samlet vægttab på over 4,2 tons i løbet af konkurrencens otte uger har Køge på Vægten i den grad bidraget til at gøre Køge en lille smule lettere, og dertil kommer de fremadrettede gevinster i forhold til den skærpede fokus på en sund livsstil.
Og de, der havde grund til at juble allerhøjst, var deltagerne på Team GoGo, for de løb med en ret suveræn sejr i den samlede konkurrence - foran 200 andre hold. Holdkaptajn Morten Eskesen sammen med Christina Eskesen, Julie, Morten Dam og Carsten Andersen tabte sig så meget i løbet af konkurrencen, at de faktisk vandt med ret sikker afstand ned til de efterfølgende hold.
Team GoGo endte på index 86, og det betyder, at de fem deltagere samlet har tabt næsten 14 procent af deres kropsvægt i løbet af blot otte uger. Imponerende!
Key2Fitness Løbehold på andenpladsen endte på index 88,09, mens Crossgym Bjæverskov Hold 2 landede på 89,15, hvilket rakte til en flot tredjeplads.
pm