SønderjyskE kan glide under stregen i denne weekend
Der var for få strenge at spille på imod et effektivt Randers hold i superligaens anden forårsrunde
SønderjyskE med - og SønderjyskE uden - Henrik Hansen på midtbanen er to meget ulige størrelser. Det fik man endnu et bevis på da sønderjyderne skulle jagte livsnødvendige point i det kronjyske.
General Hansen var ude med karantæne, og det gør det onde ved de lyseblå - som var sorte i dagens anledning. En meget passende fave, som passer til den nuværende situation. Det var nemlig en kamp, hvor man selv ikke med lyseblåt SønderjyskE blod i årerne, kunne udsætte noget på Randers FCs 2-0 sejr.
Egentlig kunne man heller ikke udsætte noget på gæsternes vilje til at kæmpe for point. Men spillet var præget af mange fejlafleveringer og uheldige afslutninger. Og da man ved stillingen 0-1 - heroisk nok - satsede hele "butikken" - gik det som den slags gør engang imellem. Det gav mere luft bagude og hjemmeholdet kunne cementere sejren.
I skrivende stund kender vi af gode grunde ikke de øvrige bundholds resultater. Men uheldigvis for SønderjyskE vandt såvel Esbjerg som Silkeborg deres første forårsrunde. Og gentager holdet fra Søhøjlandet den bedrift i denne uge er sønderjyderne for første gang under stregen i tabellen. Næste kamp på holdets spilleplan bliver den vigtigste i meget lang tid. Esbjerg fB kommer på besøg i Haderslev næste mandag.