Fortsæt til indhold

Søren er på vej mod toppen

Arkiv
Arkiv

28-årige Søren Nissen er en af de 20 deltagere, der er med i projektet Unge på toppen. Han er lige nu i gang med at træne hårdt, så han kan opnå sin målsætning om at cykle hele vejen til - og op ad - l'Alpe d'Huez i Frankrig.
“Jeg synes, det er en fed udfordring, og det bliver helt sikkert hårdt at cykle hele vejen op. Men jeg glæder mig. Jeg har før cyklet fra Viborg til Rødekro, så jeg har da cyklet langt. Men det er jo ikke noget i forhold til det, vi skal nu,” lyder det fra Søren Nissen.
Udover at komme helt op på toppen af det legendariske bjerg i de franske alper, så har Søren også en helt anden grund til at medvirke i projektet.
Projektet Unge på toppen indeholder nemlig også en praktikdel, hvor deltagerne skal i praktik i en virksomhed indenfor transportbranchen i Padborg.
“Jeg håber, det kan blive et sprængbræt for mig til et job indenfor lagerbranchen. Jeg satser på at gøre et så godt indtryk, når jeg er i praktik, at jeg måske kan få et job. Jeg vil rigtig gerne arbejde med lager,” lyder det videre fra Søren Nissen.
Foreløbigt er det dog på cyklen, han skal lægge energien.

Spinning er en del af forberedelserne for deltagerne i projektet Unge på toppen - her sveder de i Fitness syd i Aabenraa. Foto: Betina Skjønnemand