Camilla hjælper de unge op ad bjerget
Sagsbehandler ved Jobcenteret håber på høj succesrate
“Jeg satser da på, at de alle når toppen. Det er det, vi går målrettet efter”.
Sådan lyder det fra sagsbehandler og teamkoordinator for ungeindsatsen på Jobcenteret i Aabenraa, Camilla Pedersen, der er tovholder på projektet Unge på toppen.
Hun har været med i hele forløbet med at få projektet til kommunen, og har også været med til at finde de rigtige deltagere.
“Det er sådan set et færdigt projekt, som vi har købt. Projektet har været kørt med stor succes i andre kommuner, og nu håber vi, at vi kan overføre det til Aabenraa Kommune,” fortæller Camilla Pedersen.
I Aabenraa Kommune har projektet dog fået et ekstra tvist, fordi der også er tilknyttet virksomheder, der tilbyder deltagerne praktik i forløbet samtidig med, at de skal træne til den 1300 km. lange cykeltur.
“Vi samarbejder med ITD, (brancheorganisation for den danske vejgodstransport, red.), der tilbyder deltagerne 40 dages praktik. Mange af ITDs virkomheder mangler arbejdskraft, så vi håber da, vi kan få nogle af deltagerne ud i job i de her virksomheder bagefter,” fortsætter Camilla Pedersen.
Hun understreger dog, at der også er et andet og mindst ligeså vigtigt formål med projektet.
“Det gælder om at få noget selvtillid og selvværd banket ind i de her unge mennesker. De skal opleve, at der er noget, der lykkes for dem. Og når de står der på toppen og har klaret turen, så betyder det noget. De får en succes med i bagagen videre. Det er utroligt vigtigt i forhold til, hvordan de kommer til at mestre fremtiden”.
Særligt udvalgte
Det er ikke tilfældige 20 kontanthjælpsmodtagere, der deltager i projektet. De er alle nøje udvalgt.
“Vi har selvfølgelig kigget deres sagsmapper godt igennem, og vi har hold informationsmøder omkring projektet. Herefter har de skullet skrive en ansøgning for at komme med på holdet. Det er vigtigt, at de selv er motiverede for at gøre den store indsats, der skal til for at komme i mål på l'Alpe d'Huez. Men det er ligeså vigtigt, at vi ikke får presset nogen ind i et projekt, som de ikke kan magte. Med et for øje er vi ret sikre på, at vi har fundet de helt rigtige deltagere til denne udfordring,” slutter Camilla Pedersen.
Deltagerne starter på den lange tur til Sydfrankrig fra Aabenraa den 12. juni, hvor den første etape på 194 km. venter deltagerne.