"Unge på toppen" på vej mod toppen Alpe d'Huez
I dag, mandag, drog cykelholdet Unge på toppen af sted fra rådhuset i Aabenraa med kurs mod Frankrig.
Det var en flok glade og forventningsfulde cykelryttere, der satte sig i sadlen ved Aabenraa Rådhus kl. 9 her til morgen for at cykle i alt 1.570 kilometer til Alpe d'Huez i Frankrig.
Cykelturen varer 10 dage med én hviledag i Luxembourg undervejs. Holdet består af 3 kvinder og 13 mænd i alderen 18-35 år. De er alle kontanthjælpsmodtagere fra Aabenraa Kommune, og de ledsages af tre vejledere og to følgebiler.
Holdet vender hjem igen lørdag 24. juni, hvor deltagerne modtages hos brancheorganisationen ITD i Padborg.
Et af formålene med at skabe projekt Unge på toppen var at få de unge i arbejde eller uddannelse. Og allerede nu, inden projektets "kongeetape", som består af cykelturen til Alpe d'Huez, har 13 af de unge fået lovning på et arbejde eller skal videre i uddannelse, når projektet slutter. Det vil sige, at de fra 30. juni er ude af kontanthjælpen.
"Det er meget glædeligt, at dette projekt viser så gode resultater. Endnu engang har vi her i Aabenraa Kommune formået at gøre en indsats på beskæftigelsesområdet, der virker. Hele investeringsstrategien KIK er en stor succes. Allerede efter det første år var vi nærmest i mål med at halvere antallet af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Med KIK er vi blevet det gode eksempel i hele landet. Og med cykelprojektet har vi endnu en god historie at fortælle fra Aabenraa Kommune," pointerer formand for Arbejdsmarkedsudvalget Ejler Schütt.