Erhvervslivet i Esbjerg bakker op om Røde Kors
Vi står sammen, når vi skal her i byen. Og det skal vi nu. I Esbjerg er behovet for indsamlere til Røde Kors nemlig stort, og derfor har det lokale erhvervsliv besluttet at bakke op om Røde Kors’ landsindsamling den 2. oktober. Det sker blandt andet ved at sponsorere gaver til indsamlerne. Så hvad med en billet til EfB's kamp mod Brønshøj den 9. oktober for eksempel? Eller måske er billetter til BioCity eller Fiskeri- og Søfartsmuseet mere dig? Eller hvad med en oplevelse i Musikhuset Esbjerg, rødvin fra Restaurant Den Røde Okse eller en sjov stund i Fun World? Det er blot noget af det, du kan vinde, hvis du tager en tur med raslebøssen for Røde Kors søndag den 2. oktober, så nu går "velgørenheden" altså begge veje. - De lokale firmaer er meget positive overfor at hjælpe, siger Anni Stehr fra Røde Kors i Esbjerg, som står for kontakten til erhvervslivet.
Firmaer er positive Musikhuset Esbjerg er blandt sponsorerne, og kulturhuset har således sponsoreret seks billetter til forestillingen "Velkommen på forsiden".
- Det er en god måde for os at bidrage på samtidig med, at vi skaber en ekstra motivation for at blive indsamler, siger pressechef hos Musikhuset Esbjerg, Marianne Brinch-Nielsen. Også medejer af Fun World, Karsten Højen, bakker op om indsamlingen: - Det er vigtigt for os at støtte et godt formål.
Vand til 37 personer
Som indsamler behøver man hverken at frygte sult eller tørst, for alle indsamlere begynder nemlig dagen med friske rundstykker fra Kernebageren, mens Kvickly Esbjerg sørger for en masse lækkerier til de børn, som er med ude at samle ind. Tidligere har mange børnefamilier meldt sig som indsamlere, og indsamlingsleder Jytte Weltz opfordrer til, at endnu flere kommer på banen i år. For der er brug for jer. Sidste år manglede Esbjerg indsamlere til at dække 118 ruter ud af i alt 268. En rute svarer til 1.000 kroner, og for de penge kan man sikre rent vand til 37 personer i et år eller sørge for husly til tre familier efter en katastrofe, så der er næsten ingen undskyldninger for ikke at bruge nogle timer på søndag. Så vil du være med til at sikre rent vand og hjælpe folk i nød? I så fald er det bare med at tilmelde dig som indsamler på www.indsamler.dk eller kontakte Jytte Weltz på 2265 0814. Sidste år indsamlede Esbjerg Afdelingen 168.799 kroner.