Fortsæt til indhold

Et møde med Selma

Arkiv
pra

Tirsdag den 4. oktober klokken 19 danner Månen i Haderslev rammen om et spændende lysbilledforedrag om Selma Lagerlöf ved litteraturforsker Nanna Drejer, Svendborg. Selma Lagerlöf (1858-1940) er ubestridt én af verdenslitteraturens fremmeste fortællere, og fik som den første kvinde i verden Nobelprisen i litteratur i 1909. Selma Lagerlöf blev født på Mårbacka i Värmland og uddannede sig til lærerinde, men det blev forfattergerningen der for alvor optog hende. Mens Selma Lagerlöf virkede som lærerinde i Landskrona debuterede hun med Gösta Berlings saga, og siden fulgte en perlerække af legender, fortællinger og romaner. Gennem det meste af forfatterskabet går Selma Lagerlöfs eget liv som en rød tråd, og Selma Lagerlöf er bl.a. kendt for romanerne Jerusalem, Kejseren af Portugallien, Hr. Arnes penge og Køresvenden samt den smukke erindringstrilogi Mårbacka. Desuden skrev Selma Lagerlöf de vidunderlige Kristuslegender og læsebogen Niels Holgesens forunderlige rejse gennem Sverige. Om alt dette og mere til fortæller litteraturforsker Nanna Drejer, der er forfatter til Lagerlöf-biografierne Paradisfuglen og Selma Lagerlöf – introduktion til en forfatter i verdensklasse.