Fortsæt til indhold

Mangfoldigheden er en styrke - og en udfordring

Projekter som Hastrupparken Ser Grønt og Street Ways er med til at fremhæve styrkerne ved de mange kulturer og nationaliteter, der er samlet i boligområdet i det sydlige Køge.

Arkiv
Martin Rasmussen

Der duftede dejligt af tyrkiske kødboller og de sprøde pandekager "borek", da gæsterne satte sig til bords i Hastrupparkens Kulturhus torsdag den 26. maj.
Her var der premiere på projektet Hastrupparken Ser Grønt, hvor fire beboere med tyrkisk baggrund havde meldt sig som kokke til en aften med tyrkiske specialiteter på bordet, og med fuldt hus til arrangementet ligner projektet allerede en succes, som der vil blive bygget videre på i efteråret.
Her venter der yderligere tre torsdage, hvor der bliver sat fokus på mad fra andre kulturer - og fælles for alle aftenerne er, at de bliver iscenesat og gennemført af lokale beboere og Køge Boligselskab. Der er projektet et skoleeksempel på, hvordan etnisk mangfoldighed kan bruges til at berige alle områdets beboere kulturelt - og i dette tilfælde kulinarisk.
- Den etniske mangfoldighed er en af Hastrupparkens helt store styrker, men samtidig er det også det, der giver nogle udfordringer for området, fortæller beboerrådgiver Lotte Varder, der blandt andet gennem projekter som Hastrupparken Ser Grønt glæder sig over at se en stor vilje fra mange beboere til at engagere sig i lokalområdet.
- Især om sommeren er der masser af liv og kulør i området, når folk griller i fællesområderne og bruger legepladsen og multibanen. Alle er med til at gøre det hyggeligt. Mange projekter tager udgangspunkt i den mangfoldighed og kan kun lade sig gøre her - og ikke eksempelvis i et villakvarter, siger hun.
Et andet eksempel er projektet Street Ways, der er et kulturprojekt i Hastrupparken og Søparken og som med udgangspunkt i gadekulturen primært er målrettet børn og unge.
Projektet omfatter blandt andet en rapworkshop og inden længe også en gadefestival med masser af aktiviteter, og også gennem dette projekt er det lykkedes at engagere deltagere fra en bred vifte af de unge med både dansk og udenlandsk baggrund.