- Hvem hulen er Poul?

- Dåbsattesten lyver jo ikke. Men jeg må indrømme, at jeg ikke føler mig som en 70-årig, siger Fido med et smil uden klart at definere, hvordan det egentlig burde føles at blive 70.
Om få dage runder han hjørnet, hvilket skal fejres med en reception i VIP-loungen hos hans elskede FHK. En fest, der er slut, inden avisen her udkommer.
Fido er holdleder hos FHK, sammen med Ole Møller fra Din Entreprenør Partner.
- Som holdleder er jeg med til at gøre alting klar for holdet. For eksempel sørger vi for at have vand i flaskerne. Og for at trøjerne ligger klar. Den slags. Det har jeg meget fornøjelse ud af, siger den næsten 70-årige, der har ry for at være god for en næsten uendelig række af anekdoter.
- Ja, det ved jeg nu ikke, om jeg er. Og det er under alle omstændigheder svært at fortælle anekdoter på kommando. Desuden er de fleste af dem nok ikke egnet til at komme i avisen, siger han afværgende.

Bold

Håndbold og fodbold har altid betydet meget for Fido.
- Jeg har spillet både håndbold og fodbold. Både i Vingsted og i Vejle. Jeg var på amtsholdet i håndbold. I 1967 blev jeg lokket til Fredericia, hvor jeg oplevede den enorme stemning, der blandt andet var i Glashallen, siger han med henvisning til den forlængst forsvundne hjemmebane, der lå, hvor Fredericias politigård ligger i dag.
- Det var en fantastisk hjemmebane, men en forfærdelig bygning. Når nogen tissede, løb det ind i omklædningslokalet. Hallen var urimelig kold om vinteren og urimelig varm om sommeren. Og så var luften tyk af røg. Til gengæld var der masser af mennesker og stemning. Også under vores træning, som folk lige kom ind forbi og overværede på vej hjem fra arbejde, siger Fido og tænker tilbage.
Når sommerpausen var ovre, og indendørstræningen skulle genoptages, måtte spillerne selv lægge gulvbrædderne i hallen. Linjerne var malet på brædderne, så alt skulle placeres korrekt.
- Måske var de dårlige forhold gode for "sjælen" i datidens håndbold-Fredericia, siger Fido uden dermed at savne sig tilbage til de gode gamle dage.
- Tiderne er anderledes i dag. Men jeg har stor fornøjelse af at have med håndbolddrengene at gøre. Det er en flok herlige og usnobbede gutter, siger han.

Italien

Hver sommer tager Fido og fru Conni til Italien i tre uger.
- Vi ligger altid på den samme campingplads i nærheden af Venedig. Her lejer vi et mobilhome i bedste kvalitet. Det har vi gjort i 17 år nu. Og vi reserverer to år frem for at være sikre på at få den sædvanlige plads. Der er simpelthen så rart, siger han og fortæller, at det var under Italiens brunende sol, han sidste år valgte at barbere overskægget af efter 35 år.
- Det var i feriens slutning, så jeg var godt solbrun. Undtagen der, hvor skægget havde været. Så jeg gik rundt med sådan en hvid stribe over munden, siger han.
Turene til Italien bruges til total afslapning. Og hvis Fido havde en mobiltelefon, ville han slukke den.
- Men det har jeg ikke. Folk må ringe til mig, når jeg er hjemme. Eller sende et brev, siger han.
Både i Italien og herhjemme nyder han at holde "byggemøde".
- Så er vi tre-fire stykker, der snupper en pilsner og snakker om verden. Og hvis det er på campingpladsen, snupper jeg gerne en "morfar" bagefter, siger han.
Selv er Fido også blevet morfar.
- Selvom jeg nu foretrækker at blive kaldt bedstefar i stedet for morfar, siger han.
Barnebarnet Karla kalder ham nu hverken det ene eller det andet endnu. Hun er kun et halvt år gammel.

Kom så Fido

Navnet Fido har fulgt Poul siden en svømmetur for mange år siden.
- Jeg var syv år og boede i Vingsted, hvor der var et friluftsbad. En dag smed præstens datter en pind i vandet. Jeg sprang efter for at hente den. Og for at kunne svømme med armene, tog jeg pinden i munden. En af drengene råbte "Kom så Fido". Og siden er jeg ikke blevet kaldt andet. Jo, min svigermor kalder mig Poul. Men hun er også den eneste. De fleste aner ikke, at jeg er døbt Poul. For dem er jeg Fido, siger han.
Så måske lyver dåbsattesten alligevel. Lidt.