Beboerne i Hastrupparken så grønt
Nyt projekt i Hastrupparken sætter fokus på sundhed, bæredygtighed og mangfoldighed, og det omfatter blandt andet fire økologiske torsdage, hvor beboerne laver sund mad til hinanden.
Søndag den 3. april blev projektet "Hastrupparken ser grønt!" skudt i gang, da beboerne i Hastrupparken deltog i den nationale landsindsamling under Danmarks Naturfredningsforening. Projektet fortsætter resten af 2011 og sætter særligt fokus på sundhed, bæredygtighed og mangfoldigheden i Hastrupparken.
- Vidste I, at det kan tage naturen op til fem år at nedbryde et cigaretskod?
Spørgsmålet stilles af Køge Boligselskabs beboerrådgiver Lotte Frejo Varder og besvares af overraskede grimasser hos de børn, som står rundt om hende. De er mødt op i deres eget boligområde for at være med til at give den lokale natur en ordentlig hovedrengøring i anledningen af boligområdets deltagelse i den nationale indsamling.
Deltagelsen i landsindsamlingen er startskuddet til en række arrangementer under projektet "Hastrupparken ser grønt", som foregår i boligområdet resten af 2011. I maj afholdes det næste arrangement under projektet, nemlig den første af i alt fire "økologiske torsdage", hvor beboerne blandt andet får mulighed for at tilberede sund og økologisk mad for hinanden.
Allerede i dag er der gang i potter og pander i Kulturhuset i Hastrupparken. Mens oprydningsholdet knokler udenfor, er andre beboere i fuldt vigør med tilberedningen af et sundt og økologisk måltid, som alle beboerne i fællesskab skal nyde, når oprydningstjansen er overstået. Dagens kokke hedder Türcan, Jørgen, Hava, Hanife og Anne, og de er i gang med at tilberede en græsk buffet med masser af feta og græsk yoghurt.
Aktivitetsniveauet i køkkenet er højt, og det bliver det efter al sandsynlighed også under de kommende arrangementer.
- Vi har allerede fået flere henvendelser fra beboere, som har lyst til at deltage på vores økologiske torsdage. Blandt andet har en gruppe kvinder henvendt sig med ønsket om at lave arabisk mad, fortæller Lotte Frejo Varder begejstret og forklarer, at ideen med projektet også er, at få fremhævet mangfoldigheden i Hastrupparken.
- Ideen er, at hver økologisk torsdag skal byde på nye smagsindtryk. Det er beboerne, som i samarbejde med en kostvejleder sætter menuerne sammen, så vi håber, at det vil afspejle sig i maden, så vi får lov at smage på mange forskellige køkkener. Det kunne eksempelvis være dansk, tyrkisk, arabisk eller polsk mad, uddyber hun.
Den store indsamling i området er afsluttet, og et par timers ihærdighed har resulteret i bugnende sække med hundredvis af cigaretskodder og læssevis af slikpapir. De første sultne beboere har indfundet sig i Kulturhuset, hvor de inden fællesspisningen får input til den sunde livsstil under et foredrag ved Sidsel Hartkopp, som er kostvejleder på projektet.
Bagefter bliver buffeten indtaget med synlig glæde hos de fremmødte beboere. Med arrangementet i maj og endnu tre i efteråret er der udsigt til, at beboerne i Hastrupparken nok skal få mulighed for at sætte tænderne i en masse spændende og sund mad i den kommende tid.