Fortsæt til indhold

Film-lignende indbrud i Cinema Centeret

Tyve sænkede sig ned i Cinema Centerets kontor fra taget

Arkiv
Arkiv

Tidligt tirsdag morgen foretog tre maskerede gerningsmænd et næsten spillefilms-lignende indbrud i Cinema Centeret på Rønnebær Allé i Helsingør, oplyser vice-politikommissær Henrik Hattel fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen/Helsingør.

Indbrud gennem tagvindue


De tre maskerede indbrudstyve brød et tagvindue op, hvorefter de sænkede sig ned i biografens kontorafdeling.

Gerningsmændene rodede derefter både kontoret- og billetsalget igennem, men tilsyneladende uden at finde noget af værdi.

De stak derfor efterfølgende af med uforrettet sag.

Bar dynejakker med hætter


Henrik Hattel oplyser til Lokalavisen/Helsingør, at man på biografens overvågningsbilleder har kunnet iagttage tre unge gerningsmænd i alderen 15-20 år.

De var alle tre klædt i dynejakker med hætter, som var trukket ned foran ansigtet.

Ved du noget?


Indbruddet blev opdaget klokken 04.14 tirsdag morgen, og hvis du eventuelt så tre mistænkelige personer ved Cinema Centeret omkring dette tidspunkt, vil Lokalpolitiet i Helsingør meget gerne høre om dine observationer.

Lokalpolitiet kan kontaktes på telefon: 114.