Nemmere at bruge Flextur
Nu er det blevet endnu nemmere, hvis man vil køres fra adresse til adresse med Flextur. Flextur er kollektiv trafik, hvor man køres fra adresse til adresse. Alle kan benytte Flextur, og man bestemmer selv hvorfra og hvortil.
Det koster lidt mere end at benytte bussen, men så bestemmer man også helt selv, hvornår og hvor man gerne vil hentes. Og fra den 16. maj bliver det nemmere. Fra denne dato kan man nemlig bestille sin flextur over nettet og samtidig betale for den med sit dankort– og gør man det, sparer man 10 procent i forhold til, hvis man bestiller over telefonen.
- Når man bestiller over nettet, bliver pengene automatisk trukket på ens konto, efter man har været ude at køre, så man er fri for at tænke over, om man har kontanter på sig, når man skal af sted, siger Movias områdechef for Flextur Jens Peter Langberg.
Man vil fortsat kunne bestille ture ved at ringe til Movia Flextrafik, men så opnår man ikke rabatten på de 10 procent og vil fortsat skulle betale kontant for turen i vognen.
Man kan køre med Flextur i og på tværs af de kommuner, der tilbyder ordningen. I Østdanmark drejer det sig om 18 kommuner, bl.a. Faxe, Greve, Køge, Solrød og Stevns.
pm