”Med kundens øjne”!
Hos Murermester Henrik Poulsen trænes medarbejderne i at aflevere arbejdet, som man gerne selv ville ha' modtaget det som kunde!
MURERFIRMA: Flertallet af medarbejdere hos murermester Henrik Poulsen har, - naturligvis med Henrik Poulsen selv i spidsen - været igennem et personligt uddannelsesforløb, som bl.a. har sat fokus på, hvilke ting der skaber en tilfreds kunde.
- Noget jeg måske nok gik ind til med en god portion naturlig skepsis, udtrykker han, for jeg synes altid at mine kunder har været glade og tilfredse med de løsninger, vi har lavet for dem. – Men på den anden side skal man jo ikke stå i vejen for at blive lidt klogere, smiler han, så det skulle selvfølgelig ha' en chance!
- Vi har både lært lidt om hinanden og mennesker generelt, hvilket har været sundt! Mennesker er i bund og grund vidt forskellige, og skal derfor behandles forskelligt! Og det er jo noget der er relevant for vores daglige omgang med hinanden, og ikke mindst for vores omgang med kunderne, understreger han.
Med kundens øjne!
- Det handler om noget så simpelt som at bruge øjne og ører, når vi er ude hos kunderne, fortsætter han. – Vi bliver f.eks. ofte stillet overfor en bestemt, meget nøjagtig defineret og beskrevet opgave.
– Men det er alligevel vigtigt at have en god kommunikation med kunden, fordi man gennem kommunikationen bedre forstår baggrunden for den opgave der skal løses.
- Er vi f.eks. blevet sat til at reparere et murværk p.g.a. fugtproblemer, skal vi selvfølgelig være opmærksomme på at få klarlagt, hvad der har ført til skaden! - Og evt. hjælpe med at få årsagen til skaden udbedret. – Vi skal være den professionelle partner, der hjælper kunden til den professionelt set rigtige løsning!
- Vi bestræber os på at se på situationen med kundens øjne. – Og vi tilrettelægger vores arbejde på en måde, så det generer kundens hverdag mindst muligt, fortsætter han. – Hertil hører også stor ordentlighed på arbejdspladsen, samt at færdes i kundens hjem med respekt for det, fortsætter han.
– Når vi forlader stedet skal der være gjort rent og ryddet op, så man ikke kan se, at vi har været der! – Hvilket vore kunder ofte kommenterer som noget, der virkelig overrasker dem, da det ikke er en standard de umiddelbart forventer i forbindelse med et håndværkerbesøg!
- Så på flere forskellige fronter bestræber vi os på at gøre en positiv forskel, og vi får løbende mange reaktioner fra vores kunder på, at de sætter stor pris på det! – Og den ros er det bl.a. min opgave at bringe videre til medarbejderne, så de oplever glæden og stoltheden ved veludført arbejde, og sådan at motivationen til stadighed er på plads, fastslår han!
Småt og stort
Vi er et firma der løser alle typer mureropgaver, fortsætter Henrik Poulsen. – Vores virksomhedsstørrelse på 10 – 15 medarbejdere gør os fleksible, og vi tager lige så gerne ud og hjælper med at lave en flisereparation med udskiftning af 10 fliser i et privat badeværelse, som at gennemføre et projekt med totalrenovering af 50 badeværelser for en afdeling af et stort boligselskab.
- Jeg har altid set sådan på det, at den kunde som vi løser en lille opgave for i dag, sandsynligvis en dag også står med en større opgave! Og så skulle han meget gerne komme i tanke om os igen som leverandør, understreger han.
Forsikringsskader
Vi løser mange opgaver for forsikringsselskaber, fortsætter han. – Oftest er det andre håndværkergrupper der skal ud på opgaven først ved pludselige skader, men vi har en stor fleksibiliet, og derfor mulighed for at sætte ind med de nødvendige ressourcer, når vi skal løse vores del af opgaven.
- Lige nu er der mange vandskader og vandfyldte kældre, og vi imødeser et travlt forår, når alle følgeskader efter en hård vinter skal gøres op. – Så jeg regner hurtigt at være oppe på de 15 mand i firmaet, der er den optimale arbejdsstyrke, fastslår han.
Boligselskaber
- Vi har mange boligselskaber i vores kundekreds, fortsætter Henrik Poulsen. - Det betyder dels opgaver i forbindelse med den løbende, overordnede vedligeholdelsesplan for større ejendomskomplekser. -
Derudover er der mange opgaver i det daglige vedligeholdelsesarbejde i den enkelte lejlighed, ligesom der er mange ekstra opgaver i forbindelse med lejeres ind- og udflytning!
Alt i alt oplever vi en dejlig variation i opgaverne, som vores ansatte sætter stor pris på. - Det gode mix af opgaver betyder en afvekslende hverdag for os alle, og det er stærkt medvirkende til vores medarbejderes trivsel, slutter han.
Murerfirmaet Henrik Poulsen kan kontaktes på telefon 4399 5601.