Det handler om ikke at gå kold i det
I vinduet i Kolds Køreskole står en gammel, sort Nimbus motorcykel. - Jeg købte den faktisk sammen med min far for tredive år siden, siger 52-årige Niels Kold. - Det hænder ret ofte, at folk kommer ind og spørger, om de må købe den, men de får et blankt nej, siger han. Jeg ville ikke sige, at jeg er sentimental, men der er bare knyttet mange sjove fællesminder til den motorcykel, forklarer Niels Kold. Det er blevet til en del afslag igennem årene, for Niels Kold har arbejdet i byen i 26 år. - I den tid må jeg må have sendt omkring 3000 eller 4000 bilister ud på vejene, siger han.
Sidste år var ikke sjovt
Niels Kold efterlader også et indtryk, af en mand, der kan arbejde igennem. - Det hjælper også en med at holde sig i gang, siger han. - For sidste år var ikke sjovt. Der tror jeg, at vi var mange i Roskilde, der kunne mærke krisen, fortæller han. - Ja, når folk mener, at det er bedst at spare, så investerer de for eksempel ikke i et kørekort til motorcykel, siger han. - Det handler om, at en motorcykel er noget, man drømmer om, og de drømme, er der mange, der vælger at spare væk. Det kunne Niels Kold godt mærke sidste år, der faldt tilmeldingerne til motorcykelkørekort nemlig med 40 procent. - Det er ret ærgerligt, for folk fortæller mig altid, når de får motorcykelkørekortet, at de ville ønske, de havde fået det tidligere, fortæller han. - Men jeg kan mærke, at det i år kommer til at vende, for jeg har allerede nu fået ti tilmeldinger til motorcykelkørekort, siger han. Niels Kold har hele tiden mellem 30 og 40 elever på sin skole. De bliver fordelt på fire hold, som hver uge læser teori.