Biltema rykker ind i Sønderjylland
Biltema-koncernen åbner sit femte varehus. Denne gang ved motorvejen i Rødekro
Som en del af en aggressiv vækstplan åbner Biltema sit 5. varehus i Danmark på Kometvej 6 i Rødekro med facade ud mod E45.
"Alt går efter planen," fortæller administrerende direktør Karsten Pedersen, Biltema Danmark:
"Torsdag den 1. november slår vi dørene op til vores nye store varehus på i alt 4.000 kvm på Kometvej 6 i Rødekro, og vi glæder os til at præsentere vores store og varierede varesortiment med mere end 18.000 varenumre til hele familien. Med facaden ud mod motorvej E45 er der således også sørget for at kunder, der er på farten, kan slå et smut inden om varehuset og få glæde af de faste lave priser."
"Vi har testet Biltema-konceptet i Danmark gennem de seneste år med fire butikker i henholdsvis Aalborg, Horsens, Næstved og Odense, og hver gang vi har åbnet en ny butik, har det været en omgående succes," fortsætter Karsten Pedersen: "Derfor fortsætter Biltema Danmark sin aggressive vækststrategi, der udmønter sig i flere planlagte varehuse indenfor nærmeste fremtid. Biltemas koncept, der bygger på at tilbyde et bredt sortiment for både familier og professionelle kunder til faste lave priser, har i den grad vist sig at falde i danskernes smag," konstaterer han.
Ideen bag Biltema
Sten Åke Lindholm startede Biltema for 49 år siden. Han undrede sig over, hvorfor reservedele til biler var så dyre. Han så, at bilforhandlerne ofte havde en relativ lav avance på de biler, som de solgte. Tanken var, at kunderne blev lokket til at købe bilen. Den lave avance på bilen blev derefter kompenseret ved, at man tilpassede meget højere avancer på reservedele, tilbehør og service.
Da Sten Åke studerede prissætningen på andre produkter, fandt han ud af, at der ofte var mange mellemled mellem fabrikanten og forbrugeren. Mange fabrikanter brugte mange penge på at etablere varemærker, så de kunne gøre deres produkter mere eksklusive, selvom det egentlig ikke havde noget med kvaliteten på selve produktet at gøre. Sten Åke drog den konklusion, at hvis han fjernede mellemleddene og købte ind direkte fra fabrikanterne, så kunne han sænke udsalgsprisen betydeligt.
Han formulerede den oprindelige forretningside: "At tilbyde varer af god kvalitet til en god pris", og i 1963 startede firmaet Biltema under navnet "Handelsbolaget BIL-TEMA". Forretningen var postordresalg af reservedele og tilbehør til biler.
År 1976 var omsætningen steget til ca. 25 millioner kroner og firmaet flyttede til nye egne lokaler på Torvingeområdet i Linköping.
År 1983 åbnede man det første varehus udenfor Linköping. Dette var endda uden for Sveriges grænser, nemlig i Norge. Den norske etablering blev i 1985 efterfulgt at en tilsvarende etablering i Finland.
Mere end reservedele
De fleste bilinteresserede ved allerede, at Biltema er en pålidelig leverandør af biltilbehør, reservedele og værktøj til både professionelle og private. Men Biltema er meget mere end det. I de seneste år er sortimentet udvidet kraftigt, og denne proces fortsætter.
Nu markedsføres Biltema som hele familiens varehus. Forretningsidéen, der startede med kvalitetsreservedele til lave priser, har også vist sig at holde på områder som værktøj, motorcykel- og bådreservedele/tilbehør, cykler og cykeltilbehør, tilbehør til computere og mobiltelefoner, malervarer, byggeredskaber, husholdningsartikler, fritidsudstyr og meget andet.