Koldhævede æbleboller
Til disse æbleboller anbefaler saesonforgodsmag.dk de gode danske Gråsten-æbler
Kan man finde de dejlige Gråsten-æbler, så egner de sig fantastisk til æbleboller.
Gråsten er et middelstort rødt spiseæble med grønne farvetoner. Det er sprødt og saftigt med en syrlig-sød aroma og kan bruges i både dessert og bagværk. Gråsten er simpelt hen Danmarks nationalæble.
Det skal du bruge:
5 dl vand
10 g gær
1 spsk flydende honning
2 tsk salt
200 g revet æble, fx Rød Gråsten
200 g groft speltmel eller grahamsmel
Ca. 600 g hvedemel
1 æg til pensling
Drys: hasselnøddeflager, blå birkes og sesamfrø
Sådan gør du:
Dag 1
Hæld vand i en skål og opløs gæren heri.
Tilsæt honning, salt, revet æble og speltmel.
Rør hvedemel i dejen lidt af gangen.
Rør til dejen har konsistens som en tyk klistret grød.
Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den i køleskabet til næste dag.
Dag 2
Form dejen til boller ved hjælp af to skeer dyppet i koldt vand. Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve tildækket i ca. 30 minutter.
Pensl bollerne med sammenpisket æg og drys med hasselnøddeflager, birkes og sesamfrø.
Bag bollerne i forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 20 minutter Afkøl bollerne på en bagerist.
Opskrift og styling: Lone Kjær