Fortsæt til indhold

Friskole satser på lokalt samarbejde

Slotsparkens Friskole vil arbejde bredt sammen med sine naboer

Arkiv
Arkiv

Lokalerne er tomme. De ser lidt slidte ud, men er i øvrigt velholdte og rene. Der gemmer sig ganske vist en rotte bag døren. Men når man kigger nærmere på den viser det sig at være en legetøjsmodel. Rotten er formentlig kommet sammen med de nye gæster, der i disse måneder opholder sig på Hovedgaden 29 i Jægerspris. Frem til 2009 husede bygningerne Dannerseminariet. Siden har de stået tomme, men nu er der atter ved at komme liv i bygningerne.
Frederik den 7. stiftelse har efter sommerferien lejet lokalerne ud til Slotsparkens friskole, og de kommende lejere har allerede nu fået lov til at bruge bygningen til for eksempel jobsamtaler.
En af dem, der har været til jobsamtale er Claus Skjoldan, der også fik jobbet. Så han er ansat som skoleleder. Han er lige som skolebestyrelsen begejstret for de rammer, som beliggenhed i slotsparken giver for undervisning.
Det var Lars Brinch, der i slutningen af 2010 tog initiativet, der er blevet til Slotsparkens Friskole. Han er selv på grund af andre arbejdsopgaver trådt ud af bestyrelsen, men fik inden da lagt kimen til den nye skole.
Den nye skole vil udnytte de naturlige rammer, som den har fået med slotsparken som baghave og en placering tæt på både skov og strand. Men Claus Skjoldan og skolebstyrelsen slår fast, at skolen også i høj grad vil arbejde sammen med naboerne, når det er muligt.
Et samarbejde med Frederik den 7.s stiftelse er naturligvis oplagt, lige som naboen på den anden side, Rejsestalden er en oplagt samarbejdspartner.
Eleverne til den nye skole kommer fra hele Frederikssund Kommune, med en større kerne fra Frederikssund, Slangerup og Skibby, men også elever fra for eksempel Kyndby og Skibby.
Målsætningen for den nye skoleleder Claus Skjoldan er ikke nødvendigvis høje karakterer:
"Vi vil selvfølgeligvære bedre end alle andre og bruge den højeste fællesnævner. Men det vigtigste er at få rykke alle på alle niveauer. Og det kan lige så godt være fra 0 til 2 som fra 10 til 12," påpeger han og slår fast:
"Vi vil lave en meget anerkendende skole, hvor man tænder lys og ikke slukker dem".

Claus Skjoldan er ansat som skoleleder for Slotsparkens Friskole