Bøgegrenen er tilbage
Landsoldaten løfter igen sin bøgegren i en sejrrig hilsen
Verdens ældste monument til ære for den jævne soldat, statuen af Landsoldaten, har fået sin bøgegren igen.
Grenen har siden i vinter været til restaurering hos en bronzestøber i Bagsværd, men nu kan Landsoldaten igen vifte med en gren, der ikke er præget af løvfald. Pris: 46.000 kroner.
17 af de 33 blade er nystøbte, men er patinerede, så man ikke lægger mærke til forskellen mellem de originale blade og de nye.
Tredje gang
Fredericia Brandvæsen var kørt i stilling, da bøgegrenen onsdag skulle skrues på plads - med et par tilråb fra voldmester Henning Møberg.
- Den skal lige have 15 grader mere. Ja, det er godt nu!
Der lød klapsalver fra pladsen, da bøgegrenen sad som den skulle.
- Det er jo dejligt, at den er på plads igen, konstaterede Henning Møberg, der kunne berette, at det ikke er første gang bøgegrenen har været til reparation.
- Faktisk er det tredje gang. I midten af 70'erne var den tærret op, og i 1984 blev den udsat for hærværk.