Sønderborgere har styr på affaldet
Den nye affaldssortering for private fungerer næsten fejlfrit
Siden den 1. marts har borgerne i Sønderborg Kommune sorteret affald.
Og det har de været overraskende dygtige til ifølge Sønderborg Forsyning. Den første afregning fra Dansk Affald i Vojens, som modtager det genanvendelige affald, viser at kun 1,6 % af de cirka 300 tons er fejlsorteret.
- Det er langt under, hvad vi havde forventet, fortæller Jette Bøjskov, Sønderborg Forsyning.
Siden 1. marts er der indsamlet cirka 22 tons pap, 75 tons glas, 167 tons papir, 4 tons plastfolie, 11 tons hård plast og 26 tons metal. De store mængder og den lille fejlprocent giver gode indtægter, som er med til at finansiere ordningen.
Blandes der madrester eller beskidt affald sammen med genbrugsaffald, kan det betyde at et helt læs bliver kasseret.