21-årige Mia åbner egen salon
Taulov får en ny frisørsalon. Mia Rasmussen slår dørene op på Tingvejen
Det kræver sin mand - eller kvinde - at springe ud som selvstændig i en alder af kun 21 år. Men Mia Rasmussen tager springet, for som hun siger:
- Det skal jo være inden, jeg bliver gammel.
Tirsdag den 19. juni åbner hun sin egen forretning. Salon M, hedder den. Et stort, lyst, velindrettet og imødekommende lokale på Tingvejen 21A.
- Jeg har god opbakning fra mine forældre - økonomisk og også i forhold til alle de spørgsmål, der melder sig, når man skal åbne egen salon, fortæller Mia Rasmussen, der med en dyb indånding konstaterer, at det er hårdt at starte op.
- Regnskab, skat, salgsteknik, indretning, indkøb. Der er mange produkter, og der skal tages stilling til mange ting. Man skal være varsom, så man ikke bliver snydt. Men samtidig er det jo også sjovt, når man kan se, hvordan det hele former sig, lyder det fra Mia Rasmussen, der har den 4-årige frisøruddannelse.
På opfordring
Det er ikke tilfældigt, at Salon M ligger i Taulov. Den 21-årige frisør er født og opvokset i byen.
- Det er et dejligt, trygt og roligt sted. Vi passer på hinanden, og kender hinanden. I min læretid arbejdede jeg også i Taulov, og havde mange faste kunder. Faktisk er det tidligere kunder, der har opfordret mig til at starte op selv...
Der er god plads i salonen, og allerede nu drømmer Mia Rasmussen da også om, at kunne ansætte en medarbejder.
- Det er jo altid rart med selskab og sparring. Men selvfølgelig skal der være kunder til det, siger Mia, der beskriver sin nye forretning som en "moderne salon", hvor alle nye klippeteknikker mestres.
- Børn, unge, ældre. Alle skal føle sig velkomne.
Der er tidsbestilling på tlf: 6024 9696.