Line og Leo har sat kurs mod London
Dressurrytteren Line Thorning Jørgensen fra Hejls og hesten Di Caprio har sat kursen mod London for at deltage i De Paralympiske Lege
- Det er jo kæmpestort det hele derovre. Det bliver en kæmpeoplevelse, og jeg glæder mig simpelthen så meget.
Sådan siger 35-årige Line Thorning Jørgensen fra Hejls, der i går 22. august satte kursen mod London, hvor hun er en del af det danske dressurlandshold ved De Paralympiske Lege.
Med sig på turen til London har Line Thorning Jørgensen sin tro følgesvend gennem to år - hesten Di Caprio, der er en svensk varmblods vallak. Og da Di Caprio deler navn med den amerikanske skuespiller Leonardo Di Caprio, hedder den i dagligdagen naturligvis bare "Leo."
Tredje gang
Det er tredje gang, at Line Thorning Jørgensen deltager ved De Paralympiske Lege. Og da hun regner med, at legene i London bliver de sidste, som hun skal deltage i, glæder hun sig naturligvis endnu mere.
- De to andre gange var med to andre heste, og det gik ganske fint. Men jeg har større forventninger i år. Og et realistisk mål er at lande i top fem. Det ville være fantastisk. Men alt kan ske, for hesten er jo et levende væsen, og der er derfor en masse ting, som jeg ikke er herre over. Men Leo virker til at være på toppen, og alle forberedelserne er gået, som jeg gerne ville have. Men da han ikke er så god til de lange transporter, er jeg spændt på, hvordan den lange køretur påvirker ham, siger Line Thorning Jørgensen, der med dressurlandsholdet tager turen til England via Holland.
- Vi ankommer den 24. august om formiddagen. Der er åbningsceremoni den 29. august, og allerede den 31. august skal vi ride første gang. Jeg håber at komme til at ride tre gange. Men jeg skal i hvert fald ride to gange, og kommer jeg i den bedste tredjedel efter det, så kommer jeg med i küren. Så målet er klart at ride alle tre dage, siger Line Thorning Jørgensen.
En rigtig kammerat
Di Caprio, der er 13 år gammel, ejes af Thomas og Signe Kirk Kristiansen, der har stillet hesten til rådighed for Line Thorning Jørgensen.
- Jeg har reddet på Leo siden oktober 2010. Og jeg er superglad for at have ham. Han er en rigtig kammerat, og han giver rigtig meget selv. Han har selvfølgelig lige skullet lære, at jeg kun bruger et ben, når jeg rider, men han er meget lærenem, fortæller Line Thorning Jørgensen, der var solgt fra første gang, hun red på Di Caprio.
- Jeg har jo arbejdet med det her projekt i to år, og da jeg begyndte at låne Leo, tænkte jeg, at det kunne være fedt, hvis jeg kunne få ham med til London, og det har jeg fået lov til, siger en tydeligt glad Line Thorning Jørgensen.
Fra spring til dressur
Line Thorning Jørgensen har redet, siden hun var ti år gammel.
- Egentlig var jeg springrytter, indtil jeg kom ud for en ulykke. Det var en rideulykke, hvor jeg blev kastet bagover af en pony, fortæller Line Thorning Jørgensen.
Efter ulykken, der betød, at hun ikke længere kan bruge sit venstre ben, kom Line Thorning Jørgensen op på hesten igen, som det hedder, og siden 2001 har hun redet dressur.
- Og jeg har fået så utrolig mange oplevelser. Jeg har både været med ved VM to gange, til EM tre gange og nu tredje gang til OL, siger Line Thorning Jørgensen, der ikke bare har deltaget i mesterskaberne. Det er også blevet til både bronze- og sølvmedaljer ved EM.
Godt med regn
Nu er målet så en god placering ved legene i London. Og at vejret i den engelske hovedstad kan være lige så trist og vådt som det danske sommervejr, kan på ingen måde tage kamphumøret fra Line Thorning Jørgensen og Leo.
- Nej, vi har jo været vant til at træne udenfor i regnvejret. Så det er da fedt. Det ville være værre, hvis vi skulle ride i 40 graders varme og høj luftfugtighed. Og nogle af dem, jeg skal ride imod, er kun vant til at ride indenfor i en ridehal, så jeg ser det som en fordel, hvis det bliver regnvejr, smiler Line Thorning Jørgensen, der kan se frem til at få masser af opbakning fra hendes mand René, sønnen Tobias og resten af familie og venner, der har meldt deres ankomst i London. Også Di Caprios ejere vil være på tilskuerpladserne, når Line Thorning Jørgensen og Di Caprio forsvarer de danske farver.
Og selvom alle naturligvis håber, at Line og "Leo" gør det godt i London, så kommer presset om et godt resultat fra Line selv.
- Man ender tit med at lægge et unødvendigt stort pres på sig selv, fordi man ikke vil skuffe nogen. Så på det område er jeg nok min egen største fjende. For der er hverken pres fra træneren eller ejerne. De ved jo godt, at jeg gør en 100 procents indsats, siger Line Thorning Jørgensen.