Fortsæt til indhold

Priser på husforsikringer er eksploderet

Prisen på husforsikringer er steget voldsomt, og flere boligejere skal betale næsten det firdobbelte.

Arkiv
Arkiv

Husforsikringer, der er steget fra 8.000 kr. til 30.000 kr. om året. Det er ifølge Forbrugerrådet slet ikke et ualmindeligt syn, skriver bolius.dk.
- Vi oplever, at husforsikringerne generelt er steget gennem de sidste 6 år. Forsikringsselskaberne er i stor udstrækning begyndt at risikovurdere de enkelte huse. Det betyder fx, at det er blevet rigtig dyrt at have et hus med stråtag eller at bo i et fredet hus. Men også hvis man bor i et område, hvor forsikringsselskabet fx vurderer, at der er stor risiko for vandskader, kan man have oplevet en stor stigning på husforsikringen, siger Mads Mølgaard, jurist i Forbrugerrådet, til bolius.dk
Alle forsikringsselskaber har hævet priserne

Det er ikke blot et enkelt forsikringsselskab, der har skruet prisen op. Prisstigningerne er kommet over hele linjen.
- Hvis man kigger på alle de store forsikringsmastodonter som Topdanmark, Alka, Alm. Brand, Codan og Tryg, er de alle begyndt at gå ind på risikovurderinger. Det skyldes i høj grad de store mængder af vand og dermed vandskader, vi har oplevet i de sidste år. Nogle selskaber gør det helt ned på husnummer. Så hvis du bor i nummer 7, kan det være én præmie, mens du kan have en anden præmie, hvis du bor i nummer 9, siger Mads Mølgaard.
Forbrugerrådet mener ikke, det er rimeligt, at nogle skal betale ekstremt høje præmier, mens andre betaler meget mindre.
- Vi anerkender, at forsikringsselskaberne kan risikovurdere og må sætte præmien, som de vil. Men vi synes, det er bekymrende, at der er et udskilningsforløb i gang, hvor dem, der har en høj risiko og mest brug for en forsikring, betaler en meget højere præmie end dem, der har en lav risiko. Egentlig mener vi, at man bør løfte forsikringerne solidarisk, så alle har lige muligheder for at tegne husforsikringer, siger Mads Mølgaard.
Codan: Prisstigninger skyldes flere skader

Ifølge privatkundedirektør i Codan, Marianne Dahl Steensen, er grunden til de store prisstigninger på husforsikringer stigende skadesomkostninger.
- De voldsomme skadesstigninger betyder, at vores lønsomhed på husforsikringer er faldet, selv om priserne er steget. At vi ser de mange vandskader skyldes bl.a. de store skybrud. Derudover er der sket en stigning i antallet af indbrud. At brandomkostningerne stiger, er ikke fordi, vi har set flere brande. Men fordi folk har dyrere ting at erstatte, siger Marianne Dahl Steensen til bolius.dk