Cyklede sig til 1.000 kroner til klassekassen
I et klasseværelse på Gungehusskolen var der fest og glæde tirsdag morgen i sidste uge. Eleverne i 6.r fik nemlig besøg af borgmester Helle Adelborg og Finn Ivo Heller fra lokalafdelingen af Dansk Cyklistforbund, som overrakte dem førstepræmien i Vestegnens Trafiksikkerhedsråds cykel-kampagne for skolebørn. 6.r har igennem et par uger i september cyklet sig til 1000 kroner til klassekassen. Og de har ikke bare cyklet. De har også brugt cykelhjelm, og det gav også ekstra point i Alle Børn-Cykler-konkurrencen. - Uanset hvordan vejret har været, så har I været klar til at tage tasken på ryggen og gå eller cykle derudaf, og det er rigtig godt. For frisk luft og motion om morgenen gør, at I lærer bedre i skolen. Og frisk luft og motion om eftermiddagen giver jer mere energi til alle de sjove ting, I skal lave med kammeraterne efter skole, sagde borgmesteren til de glade og stolte elever. I alt 60 klasser fra Hvidovre deltog i Alle Børn-Cykler-konkurrencen.