85 spejdere jagede spioner på Vestvolden
SPEJDERLIV: ”Klip den røde ledning! Nej, den blå! Skynd dig for pokker, bomben springer! Arrrrgh, mand, vi er bare SÅ færdige!”
Mangt en løber eller nattevandrer på den københavnske vestvold blev nok en smule overraskede over ophidsede råb, sirenelarm og hektisk travlhed i weekenden 15.-17. november.
Her løste 85 blåspejdere fra Kongslejre Division kriminalgåder, demonterede bomber, afhørte vidner og fiskede våben op af vandet. Alt sammen i jagten på grumme russiske spioner, der – i deres febrilske flugt fra Ejbybunkeren – havde efterladt spor, sprængstoffer og lemlæstede agenter i deres kølvand. Og det var op til de stadig mere stressede og bundtrætte teenagespejdere at finde agenterne, før de kunne lave mere ravage.
De deltagende grupper fra Køgeområdet er De blå Spejdere fra Lynggruppen Køge Nord, Køge Søspejd, Køgespejderne og Skovtrop i Bjæverskov.
Koldkrigsdrama i den store stil
– Det var selvfølgelig alt sammen sjov og ballade. Men vi havde fået mulighed for at leje Ejbybunkeren, og så skulle den også have fuldt skrald med koldkrigsmysterier og drama i den helt store stil, siger spejderleder Jesper Selknæs, en af de frivillige bag forløbet.
Ledergruppen havde for eksempel omdannet Ejbybunkeren til en forladt stalinistisk agentrede – komplet med efterladt propagandamateriale – hvor spejderne løste koder og analyserede spor på tid. Mens hylende sirener, hysteriske videnskabsfolk og roterende alarmblink gjorde deres til at sætte de stadig mere trætte spejdere under massivt pres.
– Vi prøvede at lave noget helt nyt og ramme en pæl gennem forestillingerne om, hvad et førsteklasses spejderarrangement egentlig kan byde på. Og der er ingen tvivl om, at spejderne havde en fantastisk weekend. Jeg tror også, at de fleste gik temmelig tidligt i seng, da de kom hjem igen om søndagen, siger Jesper Selknæs.
pm