Udskiftning i regionen
Fem medlemmer blev valgt fra Roskilde
Den politiske ledelse i Region Sjælland blev også udskiftet ved kommunalvalget, og fra Roskilde-området kom der flere nye ansigter i regionsrådet, som har 41 medlemmer.
Venstres Jens Stenbæk bliver ny regionsformand med et solidt flertal sammen med DF, Konservative, Liberal Alliance og Radikale. Faktisk skulle han også have været det efter sidste valg, men dengang lykkedes det socialdemokraten Steen Bach Nielsen at indgå en alliance med DF og dermed snuppe posten i de forløbne fire år.
Den 54-årige Stenbæk er landmand ved Mørkøv, en stationsby vest for Holbæk. Han har tidligere også været borgmester i den daværende Tornved kommune.
I den seneste periode har han fået stor ros fra alle sider for sin indsats som forhandlingsleder fra regionerne overfor de praktiserende læger. Efter en dramatisk start ser det ud til, at en løsning nu er på vej mellem de to parter.
Baronen topscorer
Fra Roskilde-området blev der igen valgt fem repræsentanter, men der foregik en betydelig udskiftning.
Venstres hidtidige medlem Bent Jørgensen var borgmester-kandidat i Roskilde, hvor han nu ventes at blive formand for Beskæftigelsesudvalget. Han afløses nu af Gundsøs tidligere borgmester Evan Lynnerup, der med 3.790 stemmer fik et fint personligt resultat og blev valgt som nummer tre hos partiet, selv om han var opstillet længere nede på listen.
Topscorer fra vores område blev baron Chr. Wedell-Neergaard fra Borup, der som konservativ spidskandidat fik 6.403 stemmer og var med til at sikre sit parti et bedre resultat i regionen end mange andre steder i landet. De Konservative fik denne gang valgt to mod tre sidste gang.
Næstflest personlige stemmer i området fik SF's Tina Boel, der var partiets spidskandidat, med 5.147 stemmer. Hendes smukke personlige resultat er nok en fattig trøst, for i hele regionen gik SF tilbage fra otte til kun to pladser.
Ved sidste valg kom den tidligere skoleinspektør i Vor Frue, Louis Hansen fra Kr. Såby, også ind, men han genopstillede ikke denne gang.
Gitte Simoni fra Dansk Folkeparti, der også blev valgt til Roskilde Byråd, fik et fint resultat med 4.162 stemmer og bliver en del af partiets store gruppe på syv medlemmer i regionsrådet.
Ny socialdemokrat
Hos Socialdemokratiet fik den nye spidskandidat fra Roskilde, Annemarie Knigge, der var nummer fem på partiets liste, et meget flot valg med 4.732 stemmer.
Partiets hidtidige medlem, tidligere HK-formand Jorun Bech, blev ikke genvalgt. Tidligere i år blev hun væltet som lokal spidskandidat på en generalforsamling, hvor der pludselig var et uventet stort fremmøde. Fra sin nye plads som nummer 17 på listen fik hun nu 2.398 stemmer, og det rakte kun til at blive nummer 12 blandt alle kandidaterne i hele regionen, hvor partiet fik valgt i alt 11.